Så lille – så store følelser

Min lille Magnus. Ikke længere en baby og endnu ikke helt en stor dreng, sådan lige midt imellem. Midt i der hvor alting kan være svært og følelserne større end kroppen kan rumme. Der er han nu og det kan være rigtig svært.

Om at finde ro, langt fra egen barndom

Da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, gjorde jeg mig ikke de store overvejelser om hvilket voksenliv jeg gerne ville leve. Det eneste jeg havde en meget klar holdning til var, at det aldrig var for sent til at lave pandekager. Den holdning har jeg endnu.

Vuggestuestart som 2-årig

Magnus har idag haft sin første dag i vuggestue. Det er egentlig ret sent vi flytter ham og ikke mindst introducerer ham til vuggestue, da han blev to år i april. Ikke desto mindre siger min mavefornemmelse mig, at det er det rigtige.

Kort fortalt #9

Foråret burde være ankommet, ifølge kalenderen, men det lune vejr lader vente på sig. Jeg suger ethvert solstrejf til mig og nyder dagligt synet af vores seks skønne påskelam – det er forår nok til mig. Lidt endnu. Med disse ord, en ny runde “Kort fortalt”:

20+5 : Misdannelsesscanning og tyngdefornemmelser

Jeg troede alt ville være nemmere i 2. graviditet, at bekymringerne ville være færre og følelserne genkendelige. Det har vist sig at være alt andet end det. Og nu står jeg her 20+5 med en smuk bule (hvis jeg selv skal sige det) og en overstået misdannelsesscanning.

Min to-årige, tossede tumling

Tiden flyver afsted i alle henseender. Jeg når ingenting og alligevel rigtig meget, men alt jeg tjekker af på listen foregår offline og det betyder at jeg først idag – to dage for sent – har tid til, at skrive om en helt særlig dag; Magnus’ 2 års fødselsdag.

ITF: Ikke til forhandling

Det er som om, at når jeg endelig kommer op til overfladen, får en smule energi og overskud til at skrive, så rammes jeg ligeså hårdt af graviditetsgenerne igen. Jeg har altså på ingen måder mistet lysten til bloggen, jeg bliver bare nødt til at prioritere min sparsomme energi på min familie lige nu.