Opdrag en vinder

I forlængelse af mit indlæg om min trodsige 2-årige, vil jeg gerne tale lidt om TV2 dokumentaren “Opdrag en vinder”. En dokumentar jeg oprindeligt ikke havde tænkt mig, at se alene på grund af titlen. Jeg antog, at det var en dokumentar om forældre, der pacer deres børn.

Jeg antog, at det handlede om noget, der ligger langt fra mit syn på en dejlig opvækst og god opdragelse. Jeg antog, at den handlede om forældre der råber ad deres børn på sidelinjen i sporthallen og ikke kan “nøjedes” med en gennemsnitlig præstation. Hvadenten det er i skolen eller til fritidsaktiviteter. Den type forældre jeg har svoret aldrig, at blive overfor mine børn.

I min egen barndom har jeg aldrig fået andet end ros når jeg har gjort mit bedste. Det handlede aldrig om resultatet på en eksamen eller tiden på et svømmet heat. Det handlede altid om hvorvidt jeg havde gjort mit bedste, og vigtigst af alt, om jeg selv var tilfreds. Hvis det var tilfældet, var mine forældre stolte til op over begge ører. Det var så befriende og dejligt aldrig, at skuffe på præstationer. Teenage-nykker var så en anden sag 😉

Men programmet handler i virkeligheden om, at opdrage børn til, at hjælpe sig selv. At gøre op med “curling-kulturen” og lade børn deltage aktivt i dagligdagens gøremål. Se  blev jeg pludselig interesseret. For selvom jeg kan bliver helt træt ind til knoglerne af Magnus’ trodsigheder, opstår de (som oftest) når jeg forlanger noget af ham. Når jeg beder ham om noget, jeg ved han kan og jeg derfor gerne ser han gør selv.

Jeg har ikke tænkt mig, at holde mine børn i hånden døgnets 24 timer. Jeg har heller ikke tænkt mig, at rydde deres vej for samtlige forhindringer og pakke dem ind i bobleplast. Jeg har derimod tænkt mig, at overøse dem med kærlighed. Lade dem vide, at deres hjem altid er deres og at vi som forældre altid støtter dem. Jeg har tænkt mig, at lære dem om vigtigheden af, at at blive et selvstændigt menneske og altid tro på egne drømme. Fordi jeg tror på, at det er den rigtige opdragelse.

Vi lever i en verden hvor alting går stærkt og vi stræber efter mere og mere. Samfundet forventer mere og mere. Dagligdagen presses mere og mere. Og hvis mine børn (i min optik) skal have den bedste start i den “virkelige” verden, er et godt udgangspunkt en god indstilling til, at hjælpe til hvor der hjælpes kan. Aldrig være for fin til, at give en kollega en hånd og aldrig have for travlt til, at hjælpe en kammerat. Se udover egen næsetip og ikke forvente, at Mor eller Far kommer og fejer bumpene væk når hverdagen bliver kedelig.

Jeg vil derimod altid stå klar hvis hverdagen bliver hård og de har brug for en hjælpende hånd. Altid. Men jeg vil ikke gøre alting for dem igennem deres opvækst for derefter, at lade dem få et kulturchok af en anden verden når virkeligheden banker på med eksamener, arbejde og livet. For livet er ikke en jævn landevej, så hvorfor opsætte et urealistisk drømmebillede, som brister den dag samfundet forventer noget af dem?

Det er selvfølgelig sat et anelse hårdt op, men jeg syntes, at de to afsnit jeg har set, har været rigtig gode. De har givet mig lys for enden af den trodsige tunnel. Det er hårdt nu, men det gavner os alle senere. Når Magnus tager sko og jakke af uden brok. Når han hjælper til i hjemmet uden, at føle sig som en slave. For det gjorde et af børnene i dokumentaren; følte sig som sine forældres slave fordi der skulle hjælpes til i hjemmet. Det syntes jeg, er en meget ærgerlig tanke bare fordi man bliver bedt om, at hjælpe til med at lave den mad, som man hjertens gerne indtager dagligt.

Maden trylles ikke på magisk vis frem på spisebordet og den gode fe kommer heller ikke og tager opvasken. Vi er, som familie, fælles om tingene. Både om det sjove og det mindre sjove. Det håber jeg mine børn vil syntes og bringe videre når de engang træder ud i den virkelige verden. Og ja, jeg hadede også, at tømme opvaskemaskine som barn, men jeg er lykkelig for, at den virkelige verden ikke kom som et kulturchok 🙂

opdrag en vinder

0 Comments

Leave a Comment