Når (sviger)familien griber mig

Jeg sidder i min sofa. Jeg er så træt, at mit hoved dunker og mine øjne brænder, jeg burde gå i seng. Men jeg nyder lige roen. Den er tiltrængt. Det har været en hård uge og jeg har været tæt på, at falde flere gange og har alligevel formået, at undvige.

Troels har været mere væk end hjemme den forgangne uge og med barnedåb igår, har det efterladt mig med en masse planlægning og praktiske gøremål. Jeg har aldrig været så lidt forberedt og samtidig så cool omkring noget så vigtigt, som det har været tilfældet med Malthes barnedåb.

Jeg har til gengæld heller aldrig bedt om så meget hjælp som jeg har gjort op til denne barnedåb. Det er faktisk noget jeg er blevet bedre til; at bede om hjælp og takke pænt ja når den bliver tilbudt. Jeg vil så gerne være gennemført tjekket og overskudsagtig, men det har jeg indset ikke er muligt. I hvert fald ikke på alle fronter.

Og lige netop igår er jeg lykkelig for, at jeg pakkede min latterlige stolthed og urealistiske mål væk, for lige netop igår var min stærke, rummende og energifyldte mand alt andet end det. Han var syg, rigtig syg. I kirken forsvandt farven fra hans ansigt og glimtet fra hans øjne og han måtte gå udenfor. Omgangssyge, din stride kælling! Af alle dage skulle du ramme igår!

Han kom ikke rigtig på benene igen og endte hjemme på sit barndomsværelse med en spand. Så der stod jeg, med mine børn og en barnedåb. For få år siden ville jeg være gået i sort eller have rendt rundt som en hovedløs høne, men ikke igår. Igår kiggede jeg rundt i lokalet, trak vejret og mindede mig om, at jeg var omgivet af den nærmeste familie. Jeg sænkede skuldrene og hyggede mig og det samme gjorde alle gæsterne.

Jeg havde hjælp i køkkenet, Magnus legede med sine fætre og Malthe charmede sine bedsteforældre på skift imens jeg spiste varm mad og kage. Masser af kage. Det vigtigste var kirken og selve dåben og der var Troels med. En fantastisk dåb med en vidunderlig præst og skønne ord.

Efter nogle timers hygge, kiggede jeg rundt i lokalet og mistede kort pusten. Oprydning og to trætte børn. Men inden jeg blev træt ved tanken var alle igang med, at hjælpe og inden jeg så mig om, var der låst af og mine børn sad i bilen med rester af mad og gaver. Det er sådan en (sviger)familie jeg har; den slags der altid griber mig. Uanset tid, sted eller omfang. Det er sådan en familie man holder fast i! Især når der følger en dejlig mand med i pakken 😉

Men hvor er det også dejligt, at være hjemme igen. Ude godt, men hjemme bedst. Og så må den sygdom godt fordufte, jeg syntes ikke vi har haft andet i 2018.

2 Comments
  • Jeanette Henriksen

    Svar

    Hvor er det altså fedt, når man når til et punkt, hvor man godt tør pakke stoltheden lidt væk og be om hjælp. Lyder til at i trods en syg mand, havde en rigtig god dag..

    Tillykke med den lille charmetrold.. Knus Jeanette <3

    • mrsmom

      Mange tak Jeanette 😘

Leave a Comment