Amning – I medgang og modgang

Amning. Noget jeg for tre år siden troede kom ganske naturligt og let til enhver nybagt Mor, men som jeg ret hurtigt erfarede ikke var tilfældet hos mig. Mit første ammeforløb var, på mange måder, rigtig skidt. Både fordi Magnus ikke tog på og fordi han bogstavelig talt sugede alt ud af mig.

Jeg kæmpede bragt for den amning, men måtte til sidst kaste håndklædet i ringen. Jeg kan stadig den dag i dag (tre år senere) ærgre mig over mit mislykkede ammeforløb. Det betød så meget for mig at jeg følte mig som en kæmpe fiasko da det ikke længere gik. I den første tid efter, nægtede jeg at lade andre give ham en flaske. Det var mig der var Mor og det var min opgave at mætte min barn. Amning eller ej.

Med et mislykket ammeforløb i bagagen, gjorde jeg mig mange tanker om hvordan det ville blive denne gang. Jeg lovede Troels at jeg denne gang ville være mere “fornuftigt”, men inderst inde vidste jeg at det ikke ville blive tilfældet. Jeg ved ikke om jeg har et fornuftigt ammeforløb denne gang, men jeg ammer. Malthe er syv måneder lige om lidt og får kun ganske lidt mad ved siden af. Ikke fordi jeg ikke vil give ham andet, men fordi han ikke har haft lyst.

Men er det hele så perfekt nu jeg har fuldammet de anbefalet seks måneder? Det ved jeg ikke. Jeg ammer ham hver anden time døgnet rundt, han nægter sutteflaske og jeg er derfor sjældent væk fra ham og kun i kort tid ad gangen og så er Mor den absolut bedste i verden – døgnet rundt. Det er skide hårdt og det er ikke en dans på roser, men det er alligevel noget ganske særligt.

Det er så kort en periode af et helt liv, at børn er fuldstændig afhængige af deres forældre. Den periode er mega hård og drænende, men den er også ret særlig. At opleve så stor tillid og så store mængder ubetinget kærlighed og give endnu mere retur er noget af det mest unikke jeg har oplevet.

Men er der så forskel på båndet imellem mig og mine drenge? Det syntes jeg ikke. Der hvor forskellen mest tydelig er ved Troels. Med Magnus kunne vi dele nætterne, trøste ham på skift og hans favorit-forælder var ikke én af os, men skiftevis Far eller Mor. Hos Malthe er det Mor, Mor, Mor. Det er mig der putter, mig der trøster og mig der kender ham allerbedst.

Og guderne skal vide jeg er træt! Helt ind til knoglerne og nogle dage i sådan en grad, at jeg har lyst til at lukke alt ude og bare sove. Sove bare fem-seks timer i streg uden forstyrrelser. Dage med hovedpine fra trætheden og med følelsen af at være en smule bagstiv, men sådan er det at være Mor. I hvert fald for mig. Jeg har trukket børnene der ikke sover fornuftigt før de bliver to år, men så er det til gengæld så forbandet vidunderlige, at jeg ikke kan andet end at elske dem helt ind til knoglerne.

Så status er, at jeg ammer Malthe. I medgang og i modgang. Jeg nyder det og jeg forbander det. Jeg elsker det og jeg hader det aldrig. Og dét er det vigtigste for mig. Jeg har aldrig oplevet, at hade det og derfor bliver jeg ved. Uagtet mit kæmpe ønske om en hel nats søvn eller en aften helt for mig selv.

Jeg ammer fordi det føltes rigtigt, fordi Malthe trives og fordi jeg har lyst og så kan alle andres meninger og holdninger ikke betyde mindre for mig. På samme måde som alle de søde, velmenende og trøstende ord ikke trængte ind da mit første ammeforløb gik i vasken. Det hjalp ikke, fordi jeg ikke var klar til at det skulle slutte. Og det kendetegner mig nok meget godt som Mor; mine følelser af rigtigt og forkert kan ikke ændres af udefrakommens tanker og holdninger.

Det er min forbandelse og det er min styrke; stædigheden og troen på min egen mavefornemmelse. Stædigheden får mig igennem de mange, mange opvågninger og troen på min egen mavefornemmelsen giver mig en følelse af at være den bedste Mor for mine børn. Ikke for andres, men for lige nøjagtig dem jeg har bagt og født.

0 Comments

Leave a Comment