Vaccination og flashback til en hård tid

Igår blev denne lækre trold vaccineret. Jeg mindes ikke, at Magnus var synderligt påvirket af den. Måske druknede reaktionen i hans kolik. Når jeg kigger i hans barnet bog, fortæller den, at han havde feber. Det er så længe siden, selvom jeg ofte føler jeg kun lige har født ham. Magnus altså.

Magnus skreg i hvert fald ikke da han blev vaccineret. Han var hårdfør, mere end jeg syntes han burde være i den alder. Jeg tror kolikken ændrede hans smertetærskel. Den ændrede i hvert fald min. Jeg anede ikke man kunne have  ondt i sit hjerte som jeg havde når han skreg og trak sig sammen. Det var forfærdeligt. Mest for ham, min lille baby.

Malthe smilede til sygeplejersken igår. Lige indtil hun stak ham. Han så på hende med følelsen af, at være blevet forrådt og  skreg han. Af sine lungers fulde kraft og med tårer ned ad sine små kinder. Han stoppede først da jeg lagde ham til brystet. Han hulkede et par gange og faldt så til ro. Det er fantastisk hvordan en moders duft og kærlighed kan give øjeblikkelig trøst i situationer som disse.

Igår aftes var hård. Jeg var alene med drengene og Malthe skreg. Feberen gjorde det ikke lettere. I det meste af en time skreg han og han blev ved indtil han faldt omkuld af udmattelse. Jeg vandrede rundt, som vi gjorde det hver eneste dag (i mange timer) med Magnus og så kom den tilbage. Følelsen af, at ens hjerte går en lille smule i stykker. Jeg betragter mig selv som en stærk kvinde, men når det kommer til mine børn, er jeg anerledes skrøbelig. Mine følelser er mere skrøbelige.

Nu presser tårerne sig på. Ikke på grund af igår, men fordi vi aldrig rigtig har lagt følelserne om tiden med kolik bag os. Under hele min graviditet hang frygten tavs i luften. Hvad hvis vi får et kolikbarn igen? Hvad med Magnus? Hvordan kommer vi igennem det igen? Men det havde vi naturligvis gjort. Nøjagtig som vi gjorde det første gang. For selvom jeg er skrøbelig omkring mine følelser overfor mine børn, er jeg samtidig unaturlig stærk når det er nødvendigt. Og når jeg ikke er, så er Troels det. Vi er gode sammen ham og jeg.

I virkeligheden skulle det bare have handlet om en lille vaccination og en baby der vokser alt for hurtigt. Men mine følelser overtog tasterne og igår gav virkelig et flashback til en hård tid. Jeg kan stadig mærke følelsen af uretfærdighed. Ikke over, at det ramte os, men at det ramte Magnus. Det gør  ondt, at se sin lille uskyldige baby have smerter hver eneste dag og det eneste du kan gøre er, at være der. Og det er både det aller letteste og det aller sværeste. Bare at være der uden, at kunne stille noget op.

Idag er bedre, selvom vi ikke har fået meget søvn i nat. Om lidt kommer Troels med sushi til mig og det hjælper på det hele. Og så glæder jeg mig til Magnus kommer hjem. Nissen har lagt en gave fordi han var den sødeste og mest tålmodig dreng igår. Hold kæft jeg er stolt af min store dreng!

0 Comments

Leave a Comment