Søskendekærlighed

søskendekærlighed

“Moaar.. Magnus se tegnefilm med lillebror”. Det er en sætning vi hører ret ofte herhjemme. Når den kommer, har Magnus allerede sat sit godt tilbage i sofaen med ammepuden på lårene og åbne arme. Så smelter mit hjerte! Den søskendekærlighed jeg, allerede nu, fornemmer hos mine drenge er ubeskrivelig.

Både Troels og jeg har et godt bånd til vores søskende og det har derfor altid været et ønske for os, at kunne give Magnus det samme. Da Magnus kom til verden var vi dog i tvivl om hvorvidt der ville komme et barn mere, ikke fordi ønsket ikke var der, men fordi vi ikke vidste om det var realistisk med min hovedpine.

Da Magnus var omkring 1,5 år var vi på familieweekend med Magnus’ fætre. Da jeg så de to sammen blev jeg varm om hjertet og mine æggestokke ringede højere end kirkeklokkerne søndag morgen. Dét de havde, ville jeg gerne give Magnus. Om søndagen smed jeg p-pillerne og tre måneder senere stod jeg med en positiv graviditetstest.

Selvom Malthe kun er fire uger gammel, har jeg allerede oplevet en spirende søskendekærlighed, som jeg for alt i verden kun ønsker skal vokse sig større. Når Malthe grynter eller græder, står Magnus fluks ved siden af med en sut og synger en sang. Når han sover i sin babynest giver Magnus gerne et lille kys og kram. Og når jeg henter ham i vuggestuen proklamere han stolt “min lillebror!” når de andre børn viser interesse i den lille baby i autostolen.

Vi er meget opmærksomme på ikke at “pådutte” Magnus et forhold til Malthe. Vi lader ham deltage i alt det han har lyst til ligefra bleskift til badning og trøst, men kun når han selv ytrer ønske om det. Der har (7-9-13) endnu ikke været jalousi og vi gør alt i vi kan for, at undgå det. Magnus har indtil nu haft os helt alene og det kan godt være svært når det ændres, men det går godt. Han er en dejlig dreng og en skøn storebror. Det hele er selvfølgelig nemmere fordi amningen fungerer og Malthe sover en del og generelt er veltilpas.

Jeg glæder mig helt vildt til, at se deres søskendekærlighed og -forhold udvikle sig over de næste år. Forhåbentlig fortsætter den i samme retning som den er startet. Forhåbentlig bliver de hinandens fortrolige og bedste kammerater. Og forhåbentlig kommer de til, at elske livet på landet og alt det arbejde der følger med 😉

Brødre. Det er noget ganske særligt <3

0 Comments

Leave a Comment