Mit (u)perfekte liv #10

mine drenge

Igår var en særlig dag. En dag med mange følelser. Rigtig mange følelser fra hele registret. Slet ikke den dag som jeg havde forestillet mig og så alligevel lige nøjagtig som den skulle være.

Da jeg vågnede hyggede alle mine drenge i sofaen. Jeg fik (igen) lov, at sove lidt længere. Troels og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og grinede af, at vi nu har tilbragt 9 år sammen. Vi grinte fordi det er så uvirkeligt, at så mange år allerede er gået og fordi vi samtidig har nået så meget. Det tegnede godt. En god dag.

Så kom snakken til hvilke julekager vi skulle bage og *bang* ud af ingenting skændtes vi enormt om hvor mange vi skulle bage. Seriøst?! Det er øjeblikke som dette, at den manglende søvn og presset ved, at have to små børn overtager alt logik. Vi er begge latterligt stædige og diskussionen eskalerede til et skænderi der aldrig skulle have fundet sted. Fordi emnet var dybt åndsvagt.

Vi tog hver vores barn og kørte i hver sin retning mod dagens gøremål. Det var bedst vi lige trak vejret og delte os op fremfor, at sidde i samme bil. Så kyssede jeg Troels farvel – fordi det gør jeg altid. Selvom jeg er rasende, forlader vi ikke matriklen uden, at sige ordentlig farvel. Du ved aldrig hvad der sker, hvisker en stemme i mit hoved. Livet er for kort og kærligheden for dyrebar til, at risikere et hidsigt farvel eller en smækket dør.

Da vi igen var samlet alle fire, var kampens hede stilnet af og dagens dårlige start fortid. Troede jeg. Indtil jeg åbnede døren til en skrigende Magnus der purre nægtede, at tage sin støvler og jakke af og en Far der tilsvarende nægtede, at hjælpe. Magnus’ ulykkelighed var total da jeg bakkede Troels op og heller ikke hjalp. Troels gav op og gik med Malthe ovenpå imens jeg fandt min dybeste tålmodighed frem til Magnus. Det lykkedes til sidst. Han kan jo godt, han gider bare ikke. Og om lidt skal han i børnehave, så han skal.

Dagen fortsatte i godt humør med juletræsfældning og kagebagning. Og sådan er vi; op og ned, grin og tårer, kys og skænderi. Fyldt med  mange følelser og  store temperamenter, at det til tider kammer over. Men vi elsker hinanden og vi griner mere end vi græder.

Vi sluttede dagen af på en dejlig, dejlig måde. God mad med begge børn, grin og sange, sofa og tegnefilm. Og da de små sov, sluttede vi dagen som vi startede den; kiggede hinanden dybt i øjnene og blev enige om, at 9 år er alt for lidt.

 


Denne serie er et modsvar til “det perfekte liv” mange (inklusiv jeg selv) ynder at vise på eksempelvis instagram. Den handler om mit (u)perfekte liv. Ikke nødvendigvis i billeder, men små historier, hvor det umiddelbart så skidt ud og alligevel blev godt eller omvendt. For mit liv er i sandhed (u)perfekt og der både gode og dårlige dage.

Du kan læse de tidligere indlæg her

0 Comments

Leave a Comment