Amning og kontrolvejning

amning

De første dage med Malthe gik legene let, altså lige pånær dag fire hvor min verden ramlede, men ellers var alt godt! Hans sovehjerte ligner mit; søvn er dejligt, meget søvn er meget dejligt! Jeg ammede når han viste sult og lod ham sove så længe han lystede.

Jeg har altid været imod, at vække børn. Ikke at det er en luksus jeg selv har oplevet da Magnus aldrig sov. Måske lige netop derfor vækker jeg absolut ikke Malthe når han sover, jeg nyder det bare! Det var næsten for godt til at være sandt, at Malthe sov så meget og ganske roligt sagde til når han ville ammes, hvilket også gik godt da sårene helede.

Det var derfor lidt en mavepuster da sundhedsplejersken kom igen en uges tid senere og det viste sig, at Malthe havde tabt yderligere 30 gram. Ganske lidt, også sammenlignet med fødselsvægten, men ikke desto mindre en nedadgående kurve. Fuck! Endnu engang ramlede min verden. Skulle jeg allerede på dag 10 opgive den amning jeg kæmpede for, men aldrig fungerede den første gang? Hun var dog optimistisk og bad mig tro på, at amningen ville lykkedes denne gang, så det gjorde jeg.

Der er ingen tvivl om, at det var sindssyg vigtigt for mig, at Malthe tog på og at amningen kunne forblive hans eneste næringskilde. Alligevel var det stik imod min mavefornemmelse, at vække mit barn (som rent faktisk sov, modsat sin storebror) hver tredje time. Det var mit første dilemma og jeg besluttede, at gå med min mavefornemmelse. I hvert fald for den næste uges tid indtil en ny kontrolvejning.

Jeg sneg en ekstra amning ind lige før jeg gik i seng. Et såkaldt “dreammeal”, hvor jeg lagde ham til brystet i mørke og stilhed således han spiste i søvne. Han fik mad og jeg vækkede ham ikke. Men det med, at stille et vækkeur til hver tredje time natten igennem gjorde jeg ikke.

Da sundhedsplejersken kom tilbage efter en uge, var målet en vægtstigning på 150 gram. Jeg holdt vejret. Min egen mavefornemmelse sagde mig, at Malthe trivedes og havde taget på, men min indre pessimist turde ikke helt tro på. Hun hejste ham op i stofbleen og sagde med det største smil; “360 gram! Det er virkelig flot, Rikke! Sikke et godt arbejde”. Dét er en god sundhedsplejerske! Hun beroligede og gav mig en peptalk da vægten var faldet og hun gav mig et skulderklap og selvtillidsboost nu vægten var på rette kurs.

Jeg ammer stadig, Malthe sover stadig rigtig godt og det hele tyder på, at det nok skal blive godt denne gang. Både med amning og vægt. Min mavefornemmelse er generelt god.

I virkeligheden vil jeg lytte meget mere til min mavefornemmelse denne gang og det er nok i virkeligheden en af goderne ved barn nummer to. Jeg har lært en masse dengang med Magnus og det har jeg med i baggagen nu. Jeg er blevet ældre og mere rolig, jeg er et rigtig godt sted i mit liv. Jeg er der hvor jeg rent faktisk tror på mine egne evner og dét tror jeg kommer til at gøre mig rigtig meget godt.

Og nu håber jeg for alt i verden ikke, at dette indlæg jinx’er hele lortet! Men jeg vil have lov til at være og sige højt, at min baby er nem! Det må være fair nok når vi startede forældreskabet med et kolikbarn. Ik’?

0 Comments

Leave a Comment