Vuggestuestart som 2-årig

Magnus har idag haft sin første dag i vuggestue. Det er egentlig ret sent vi flytter ham og ikke mindst introducerer ham til vuggestue, da han blev to år i april. Ikke desto mindre siger min mavefornemmelse mig, at det er det rigtige.

Dengang Magnus endnu var i min mave og jeg ikke kendte noget som helst til livet som Mor, var jeg overbevist om, at mit barn skulle i dagpleje – som jeg selv havde været det. Så kom han til verden og jeg var overbevist om, at vuggestue var det rigtige valg. Alligevel endte vi med en (privat) dagpleje, først af nød – sidenhen af lyst.

Vores første dagplejemor var helt igennem fantastisk! Det var aldrig en udfordring, at hun var privat, for hun var aldrig syg og altid til rådighed. Hun var erfaren i branchen og fyldt med kærlighed og omsorg til børnene. Det var derfor med tårer og store følelser (fra begge sider) da vi fortalte, at vi skulle flytte og Magnus derfor stoppede.

Selvom vi var mere end begejstret for vores dagplejemor, søgte vi om en vuggestueplads ved flytningen. Magnus var blevet halvåndet år og klar til en ny hverdag med flere børn, men vi kunne hverken få en vuggestueplads eller en dagpleje i området. Den vilde jagt startede og vi endte med at finde en ny privat dagpleje som endnu ikke var startet op og derfor ville have Magnus som det første barn. Vi var desperate og Magnus var tryg ved hende.

Nu står vi her, otte måneder efter han startede, og har endnu engang flyttet ham. Det var en blanding af hund i huset (som Magnus har fået allergi for), for meget sygdom fra hendes side og for få udendørstimer. Beslutningen var lige dele let og svær. Let fordi vi ikke kunne acceptere de nævnte ting og svær fordi vi igen ville flytte Magnus fra et sted han kender og er tryg ved.

Ikke desto mindre vandt vores trang til at få hverdagen til at fungere uden flere sygedage (som kostede os fridage) og mere plads til store armbevægelser, sand i håret og leg med jævnaldrende. Og idag startede han så. To år gammel og med en rygsæk fyldt med skiftetøj og gummistøvler. Klar til en ny hverdag, nye udfordringer og nye legekammerater.

Jeg aner ikke hvordan det kommer til at gå, men jeg er fortrøstningsfuld. Han er en sej gut og vuggestuen virker som en fantastisk sted fyldt med dejlige pædagoger. Imorgen skal han være der alene i en rum tid og jeg håber, at skulle tvinge ham med hjem igen fordi han har det for sjovt til at stoppe legen. Vi tager det i hans tempo, med et kærligt skub fra os.

vuggestuestart

0 Comments

Leave a Comment