Et parforhold under pres

Hvor ville jeg ønske, at livet var en dans på roser. At alt var lutter idyl og at svære beslutninger ikke hørte os til. Sådan er det desværre ikke og lige nu er vi presset på alle flere måder end vi kan rumme. Og det hele handler i virkeligheden om valg vi selv har truffet, men som ikke nødvendigvis er faldet ud som forventet.

Det har i virkeligheden stået på igennem længere tid. Presset. Ikke på en måde hvor vi overvejer skilsmisse eller om vi er rigtige for hinanden, slet ikke! Men presset på en måde hvor vi glemmer kærligheden, omsorgen og overskuddet til hinanden. Og det er hårdt i længden, især når der hele tiden smides en ekstra udfordring i puljen.

Vi har knoklet på livet løs det sidste halve år af 2016. Knoklet på vores hus, på vores jobs og på at være de bedste forældre i nogle elendige rammer. Vi spåede 2017 til at blive et år fyldt med glæde, lykke, landidyl og alt det gode til vores lille familie, men indtil nu syntes jeg 2017 har været mere træls end godt. Det handler ikke om, at jeg ikke kan fokusere på alt det gode i mit liv, for det er der virkelig meget af, det handler bare om at der er så meget træls som overskygger.

Da jeg mellem jul og nytår stod med en positiv graviditetstest, blev jeg lige dele lykkelig og bekymret. Lykkelig over at vi venter endnu et ønskebarn og bekymret for hvordan jeg ville klare denne gravidetet. Idag er jeg 14+4 og må konstatere, at jeg er elendig til at være gravid! Min krop modarbejder mig i alle henseender; opkast, kvalme, hovedpine, migræne, utilpashed og en mavesur kælling. Jeg er sur på verden og jeg er træt af min krop. Ikke alt det fantastiske min lille baby gør, men alle de gener jeg har (igen).

Min graviditet har sat en stopper for alt der giver mig energi; blogging, hækling, kreativitet, indretning af huset, færdiggørelse af småting. Samtidig bliver jeg skide irriteret når Troels vil hjælpe og “overtage mine projekter” – skide nemt at være gift med! Jeg kan ikke arbejde på fuld styrke, hverken i tid eller opgavemængde og det tærer på min stolthed. Jeg er bare mavesur.

Som om det ikke var nok, fik vi for et par uger siden en besked som vi har haft på fornemmelsen længe, men som vi har udskudt svaret på; Magnus har allergi overfor hund. Vi har den skønneste Corgi, Enya, den sjoveste lille dame som vi alle elsker og som er  sød ved Magnus. En hund der har fået mig udendørs når jeg ikke gad og fået mig til at smile når hun tumlede i haven. En del af familien som vi ikke kan beholde. Av! Idag er hun flyttet og hele min verden væltede lidt da jeg kørte hjem fra arbejde.

Jeg er sur på verden og det hjælper ikke en skid. Vores forhold trænger til en opløftning og det samme gør min indstilling. Imorgen kører vi på skiferie og jeg håber det gør noget godt for os alle. Jeg håber inderligt den mavesure kælling snart smutter. Og nu hvor jeg har skrevet de sidste linjer føler jeg mig en anelse utaknemmelig, jeg har mere end jeg turde drømme om som ung og alligevel er jeg sur på verden. Jeg tager den nemme udvej og giver hormonerne skylden.

Jeg smider den sure kælling af på grænsen til Østrig og finder hende min mand forelskede sig i for otte år siden. Jeg tror han savner hende. Fuck nu tuder jeg igen. Jeg savner min hund og jeg savner mit gamle jeg. Jeg savner glæden ved de små ting.

I næste uge bliver det bedre.

4 Comments
  • Lykke Lyderik

    Svar

    Hejsa
    Dét er helt ok at være sur på verden når mange ting ramler – og også når alt ellers er ok – og helt sur er du jo trods alt ikke – du er stadig glad for mand og børn ?
    Tænk på hvor mange dejlige timer hundebassen har nået at give din søn (og jer andre) – det er ikke alle der oplever den glæde
    Håber du og dine får en fantastisk dejlig ferie – og at du snart lægger mærke til solen der skinne

    • mrsmom

      Tusinde tak for de opmuntrende ord – vi havde en skøn ferie! 🙂

  • Anna

    Svar

    Hej

    Et stort kram herfra og et længere svar en af de kommende dage. Du er ikke den eneste der er sur på verden. Hårdt som det er, så er det også dejlig bekræftende at vide at andre også har deres udfordringer, og ‘mindre’ humørudbrud.
    Kæmp på, en dag ad gangen.
    Kh Anna

    • mrsmom

      Tusinde tak Anna og held og lykke med dine egne udfordringer 🙂

Leave a Comment