Om at stikke af hjemmefra

…Bare lidt. Ikke for altid og ikke tit, men en gang imellem. For lige at trække vejret og finde mig selv midt i et virvar af behovsdækning hos alle andre end mig.

I den seneste tid har jeg opbygget en indre uretfærdighedsliste uden det overhovedet har været bevidst. Jeg har følt at Troels langt oftere end jeg selv forlader hjemmet til fordel for egne interesser. Han har aldrig gjort det uden vi har aftalt det herhjemme og han egentlig heller ikke “gjort noget forkert”. Ikke desto mindre har jeg ubevidst følt mig snydt. Som om jeg hele tiden var bagerst i køen.

Det kom så (ganske uheldigt) til udtryk en dag hvor Troels skulle et eller andet jeg ikke engang husker. Magnus var små-syg og mega-tvær, jeg selv var træt og da Troels på vej ud af døren spørger “Er det ok jeg smutter nu? Klarer i det herhjemme?” får jeg svaret noget i stil med “Ja det gør vi! Det plejer vi jo når du er ude!”. Slam-bam for en møgkælling, forestiller jeg mig Troels har tænkt.

Da han kom hjem spurgte han ind til mig reaktion. En reaktion der var faktisk også var kommet bag på mig selv af to årsager: dels fordi jeg ikke var klar over jeg havde det sådan og dels fordi jeg ikke kan tillade mig at angribe ham ud af den blå luft. Imens han havde været ude, havde jeg haft mulighed for at tænke lidt over min egen reaktion og grunden til det. Det bundede i, at jeg syntes det kan være pisse hårdt at nedprioriterer mig selv til et fuldstændigt nul. At jeg siden Magnus kom til verden har haft netop ham (og nærmest kun ham) som min eneste opgave og formål med mit liv.

Som jeg skrev i mit indlæg i torsdags, fungerer det bare ikke for mig “kun” at være mor. Jeg elsker at være mor og det er det største jeg nogensinde har oplevet, men jeg har fundet ud af, at jeg virkelig også har brug for at være Rikke. Brug for at trække vejret. Brug for at spise min mad imens den er varm. Brug for kun at tænke på mig selv og mine behov. Alle disse ting har jeg (mere eller mindre) sat på standby siden Magnus blev født og nu var mit bæger fyldt.

Da jeg fortalte Troels om mine tanker og følelser og at jeg følte han var meget mere ude end jeg var, svarede han “Hvorfor tager du så ikke en aften i byen? Jeg hygger glædeligt med vores søn alene imens du lader batterierne op”. Så fik jeg endnu dårligere samvittighed over mit udbrud når han bare er “Mr Perfect Husband”. Som sagt så gjort, jeg fik fat i tre af de skønneste damer jeg kender og igår gik det løs!

Magnus er (igen, igen, igen) syg og det var med lidt dårlig samvittighed at jeg glædede mig til at forlade den skrantende skude til fordel for god mad, lækre (alkoholfri) drinks og tøsehygge. Men det gjorde jeg. Jeg glædede mig til at komme ud, til at være Rikke og til at får ladet batterierne op. Selvfølgelig endte jeg med at snakke en del om Magnus i løbet af aftenen, han er jo mit dyrebareste eje.

Igår var lige hvad jeg havde brug for og trængte til: ego-Rikke på tur. Idag er føler jeg ikke længere at jeg står bagerst i køen og min tålmodighed med en syg og pylret Magnus var langt større end for et par dage siden. Det lyder måske dumt, men en enkelt aften hjemmefra giver mig helt vildt meget. Det lyder måske også forkert i nogens øre, men ikke desto er det sådan jeg føler og har det. For at yde 110% som mor har jeg brug for bare lige lidt tid som Rikke – for at skabe en balance.

0 Comments

Leave a Comment