Mønster-boller (opskrift)

Til vores lørdagsbrunch havde jeg blandt andet eksperimenteret med nogle nye boller. Vi har i noget tid kørt forskellige koldhævningsboller, men der er nu altså noget ekstra lækkert over boller der har hævet sig store et lunt sted.

Egentlig er mine favoritboller de helt hvide med masser af smør og vaniljesukker i dejen og et godt lag smør på når de er færdige, mmh! Men det går jo ikke hver gang, så hermed en opskrift på nogle lækre “mønster-boller”. De er lækre både til brunch og burgere.

Mønster-boller (16 styks)

moenster-boller

Ingredienser
2 dl vand
3 dl mælk
50g gær
1 æg
2 spsk. akacie honning
1½ tsk. salt
150g durummel
80g kerner
650g hvedemel
1 spsk. gurkemeje (kan undlades)

Til pensling:
1 æggeblomme
2 spsk mælk

Opløs gæren i håndvarmt vand og lunet mælk.
Hæld de øvrige ingredienser i blandingen og ælt dejen på en køkkenmaskine i 7-8 minutter (hvis du ikke ejer en køkkenmaske, ælt da dejen godt med hænderne i 3-4 minutter).

Lad dejen hæve overdækket på et lunt sted i 1 time.

Slå dejen ned og form bollerne. Tryk dem flade og snit et ønsket mønster med en skarp kniv.

Lad bollerne hæve yderligere ½ time. Pensel med blanding af 1 æggeblomme og 2 spsk mælk.

Sættes i en forvarmet ovn (180 grader) i 17-20 minutter.

Gurkemeje kan undlades, det giver en flot gul farve, men ændre ikke smagen.

0 Comments

Leave a Comment