Med døden til bords

I fredags mødtes jeg med fire meget interessante og inspirerende kvinder. Fire kvinder som bragte døden med til bords til aftenens middag på en måde jeg aldrig har oplevet det før. Fire kvinder der rørte en masse i mig, både i fredags og igennem de sidste par dage.

To af de her skønne kvinder er en del af Institut for Eksistens og deres arbejde er enormt prisværdigt, rørende og samtidig helt vildt tabubelagt. Deres mission er, at aftabuisere døden og får den i tale imens vi er levende. Det værende både for børn, unge, voksne og ældre.

Netop fordi de disse kvinder beskæftiger sig med døden i deres arbejde og har oplevet døden helt tæt på, er deres forhold til emnet et fulstændig andet end mit. De taler om døden som jeg taler om madopskrifter, men alligevel med en respekt for emnet og dets følsomhed. Deres ordvalg og deres lyse tilgang til emnet gjorde mig først en smule utilpas, fordi det ligger så fjernt fra min opfattelse af døden, men som aftenen skred frem og som vi fik talt om det at miste, forstod jeg bedre og bedre deres indgangsvinkel.

Jeg syntes deres arbejde er fantastisk og er blevet inddraget i deres emne om at gøre det lettere for børn at tale om døden, tale om at miste og forhåbentlig få en form for forståelse for den sorg de og deres nærmeste går igennem når en af deres nærmeste dør. Men jeg er ikke selv der (endnu) hvor døden er et naturligt emne, noget vi kan tale om som en naturlig afslutning på livet. Jeg er udemærket klar over, at vi alle skal herfra, men jeg er stadig bange. Bange for at tale om dem som lige er gået bort, bange for at virke ufølsom og såre de efterladte, men endnu mere bange for at tale om dem hvor tiden er ved at rende fra dem.

For mig er emnet så skide svært og for de fire kvinder jeg i fredags tilbragte min aften med var det på mange måder så let. Let på en måde hvor vi skal leve imens vi gør det, men gøre op med os selv og vores nærmeste hvordan vi vil herfra. Tage stilling inden det er for sent og forberede os. Men jeg har hverken lyst til at forberede min egen sidste vilje eller mine nærmeste, for så skal jeg forholde mig til at ingen lever evigt og at jeg en dag skal sige farvel til mennesker jeg slet ikke kan bære at miste. Og det er jo netop essensen bag Institut for Eksistens; gøre døden mindre tabulagt så vi tør tale om den både imens vi lever og når vi ikke gør det.

Hvordan er jeres forhold til at tale om det at miste? Og har i selv mistet og ønsket at jeres omgivelser havde reageret anerledes?


Og hvad har jeg så med disse kvinder at gøre? Det vil jeg komme mere ind på meget snart, men jeg mangler lige et par sidste afklarende detaljer inden jeg vil løfte sløret for min rolle i dette fantastiske formål.

2 Comments
  • Mette

    Svar

    Det er selvfølgelig ikke sjovt at planlægge sin begravelse, men i min familie har vi skrevet alle ønsker ned, og det giver mig tryghed at vide at bogen med vores ønsker findes. Man ved aldrig hvornår livet slutter, og jeg ville ikke kunne tage stilling til en masse vigtige ting midt i en kæmpe sorg. Så det er rart at vide at beslutningen er taget og at jeg ikke skal risikere at blive uvenner.

    • mrsmom

      Det tror jeg faktisk er den allerbedste idé. Netop for at undgå man ikke bliver uvenner i en tid hvor man i forvejen er sårbar 🙂

Leave a Comment