Når Far er væk…

Troels’ arbejde indeholder en del arrangementer rundt om i landet, primært om aftenen. Det betyder, at Magnus og jeg må undvære ham to-tre aftener om ugen i cirka ni måneder om året.

Det lyder måske ikke af meget og vi har (heldigvis) ikke noget arbejde i weekenderne – andet end det arbejde vores hus kræver – men ikke desto mindre, kan jeg mærke det på Magnus. Den første aften alene går fint, men på aften nummer to, har han et større behov for omsorg og nærvær. De få gange vi når op på tre aftener i træk, er savnet stort.

Før sommerferien, mærkede jeg ikke det store på Magnus, men siden Troels’ aftenarrangementer startede op i september er det noget andet. I takt med, at Magnus bliver ældre og mere bevidst om det der sker omkring ham, opdager han også når Far er væk. Således gav jeg igår aftes klokken 21.30 efter for Magnus’ savn. Han kaldte på sin Far og knugede sine små arme om min hals da jeg kom ind på hans værelse.

Jeg forsøgte et par gange, at ligge ham retur i sin egen seng, men hans små-grynt, blev til ulykkelig kalden og jeg tog ham derfor med ind i vores seng. Her viklede hans små arme sig i et fast greb om min hals imens han trykkede sin mund (med sut) ind mod min. Og så pustede han lettet ud og faldt i søvn. Når jeg forsøgte at vikle mig fri af hans arme, strammede de til igen.

Selvom det ikke var med min gode vilje, at han (igen) havnede i vores seng, blev jeg fuldstændig varm om hjertet. Alt den kærlighed og varme, som han giver – fuldstændig betingelsesløst – gjorde mig stolt. Stolt af at han er min søn og stolt af, at jeg kan kalde mig hans Mor.

Så når Far er væk putter vi lidt ekstra i dobbeltsengen, men når Far kommer hjem igen bliver Magnus så ellevild og lykkelig, at jeg bliver endnu mere varm og hjertet. Tænk sig, at min familie er fyldt med så meget kærlighed til hinanden. Tænk sig, at jeg er så lykkelig og alligevel glemmer det indimellem.

Lykkelig. Jeg er virkelig lykkelig.

0 Comments

Leave a Comment