Har vi truffet det rigtige valg?

Aldrig har jeg tvivlet så meget på de valg jeg træffer som efter jeg er blevet Mor. Vi snakker ikke kartofler kontra ris til aftensmaden, men de større beslutninger så som vores flytning. Pludselig handler det ikke kun om hvad Troels og jeg har lyst til, men hvad der er bedst for Magnus.

Egentlig, tror jeg grundlæggende, at Magnus trives så længe vi er sammen som familie og så længe vi er glade sammen som familie. Men alligevel vil jeg som Mor gerne sikre, at han top trives, lige toppe gennemsnittet og have en rigtig god mavefornemmelse. Stille høje krav til mig selv som forældre som jeg også gør det alle andre henseender og som faktisk er en halvskidt vane.

Anyways, så tænker jeg en del over den store beslutning vi tog i sommers. Beslutningen om, at flytte fra et parcelhuskvarter og ud på landet. Beslutningen om, at flytte Magnus fra sin dagplejemor og beslutningen om, at gennemgå en kæmpe pisse hamrende uoverskuelig renovering. Mine tanker går helt grundlæggende på; har vi truffet det rigtige valg? Især for Magnus, men også for os som par?

Min erfaring siger mig, at ingen par har godt af en stor renoveringsproces. Selvom den færdige renovering kan skabe de skønneste rammer, er selve processen en kælling! En mega killer og roden til en masse frustrationer. De kloge siger, at dem der renoverer sammen forbliver sammen, men det er nu ikke altid udfaldet. Jeg er dog stensikker på vi gør det – altså forbliver sammen. Men for satan det trækker tænder ud og det slider på os.

Når jeg sidder i sengen (fordi vi ikke har andet) uden andet varme end en el-radiator bliver jeg ærlig talt lidt træt af det hele. Og når vi om morgenen begiver os ud i kulden og over i fyrrummet for, at spise morgenmad nyder jeg det ikke helt på samme måde som da morgenerne var lyse og lune.

Men når fårene bræger deres godmorgen-vers og jeg ser op på skoven og ud på markerne så breder roen sig. Og når vi om eftermiddagen kommer hjem og bliver mødt af et brægende eftermiddags-vers, og vintersolen stråler på de gule træer så smiler jeg. Og når Magnus løber ned til trillebøren i haven og tager et af vores utallige indsamlede æbler imens ham og Enya har gang i en leg kun de forstår, så bliver jeg lykkelig. Sådan helt nede i maven.

Og når jeg ser fremskridtene i – den ellers uoverskuelige – renoveringsproces beroliger jeg mig selv med, at det er en proces og at alle processer har en ende. Og når vi når målet bliver det vores helt fantastiske skæve, varme bondehus. Et hjem med plads til kærlighed og hygge ligesom vi bedst kan lide det. De dage hvor jeg ikke får den følelse, lukker jeg hurtigt døren og brokker mig til Troels – for jeg er ikke perfekt og vores eventyr er ikke lyserødt, men det er fandeme tæt på.

Så ja, vi har truffet det rigtige valg. Det er muligvis blevet en noget kringlet vej til destination drømmehus, men jeg ved det bliver det hele værd når vi sætter os i vores sofa imens bollerne hæver i vores nye ovn og Magnus leger på gulvet i vores nye stue. Og hold nu kæft hvor jeg glæder mig til den dag!

sheeps-countryside

0 Comments

Leave a Comment