Tillykke med fødselsdagen (brev til Magnus)

tillykke-magnusIdag bliver min søn 1 år. Jeg er mor til en 1-årig. Jeg har – ifølge min dagplejemor – ikke længere en baby. Man må kun sige baby til de små indtil de er 1 år. Jeg har igår aftes skrevet min fødselsberetning som bliver udgivet på hans fødselstidspunkt. Jeg har også skrevet et (åbent) brev til ham, om at være hans mor. Det kommer her.

Kære Magnus, min lille bisse

Idag bliver du 1 år. Dagen er mere speciel for mig end den er for dig. Jeg ved du er for lille til at forstå alt den hurlumhej jeg skaber omkring din fødselsdag, men jeg gør det alligevel. Fordi jeg har lyst og fordi jeg vil give dig noget specielt hvert eneste år på lige netop den dag du gav mig en gave større end jeg nogensinde kan gengælde.

Du er endnu så lille og alligevel så bevidst. Du har endnu ikke et sprog og alligevel fortæller du os meget. Du har endnu så små søde arme og alligevel kan du nå det hele. Du er endnu så fyldt med gåpåmod og jeg håber det fortsætter.

Du er min bisse og du er min bølle. Du er grunden til jeg er træt og samtidig den eneste der kan få mig tidligt op med et smil. Du er min kærlighed ved første blik og jeg vil elske dig for evigt. Du udfordrer mig og jeg udfordrer dig, men alligevel griner vi mere end vi græder.

Du er ham der har givet mig det bedste kram jeg nogensinde har fået også selvom dine små arme ikke kan nå rundt. Du er ham der har lært mig at betingelsesløs kærlighed findes og du giver i sandhed mit liv en større mening.

Kære Magnus, min lille bisse. Jeg elsker dig nu, jeg elsker dig imorgen og jeg elsker dig for altid! Jeg har elsket dig siden du lå på min mave og endnu ikke kendte til denne verden. Jeg håber idag bliver ligeså speciel for dig som den er for mig. Ikke i hukommelsen, men i øjeblikket – idag, lige nu.

Masser af kys & kram fra din Mor

(Du kan læse min fødselsberetning her).

1 Comments

Leave a Comment