Skal jeg bare give op og acceptere tilstanden?

Jeg har altid en evig diskussion med mit indre jeg; skal jeg “give op” og acceptere tilstanden som den er eller skal jeg kæmpe videre og se om der en mulighed for at ændre på den. Udfaldet skifter næsten ligeså ofte som diskussionen, men lige nu giver jeg noget nyt en chance.

Lige siden min hovedpine fik “kronisk” sat foran, har jeg kæmpet og afprøvet alt i håbet om at det ikke længere skulle være kronisk. Det har hidtil været uden held og det har været pisse hårdt! Det er en evig rutsjetur, som jeg i perioder sætter på pause fordi jeg er rundtosset af alle de ture.

Siden Troels og jeg besluttede, at jeg skulle smide min prævention, har jeg ikke været i nogen former for behandling. Dels fordi jeg på ingen måder ønskede at rode ved eller ødelægge en graviditet med hverken medicin eller anden behandling. Det er nu knap tre år siden. Det har egentlig været et rart og tiltrængt pusterum. Jeg har i den periode forsøgt at accepetere tilstanden for min hovedpine og det er (delvist) lykkedes.

Jeg har fået gode råd og tilbud nok i løbet af de sidste tre år, men helt ærligt så jeg har ikke gjort noget ved dem. Når venner og familie har fortalt om noget nyt, printet en artikel eller forslået en behandlingsform har jeg smilet høfligt og ladet det sive lige igennem. Fordi jeg mentalt ikke har kunne rumme en ny rutsjetur og samtidig syntes det er flovt at sige fra overfor noget der (muligvis) kan hjælpe mig.

Hver eneste gang jeg er startet op på en ny behandlingsform hvadenten det er medicinsk eller kropsbetonet, dukker de høje forventinger op – fuldstændig modvilligt. Jeg prøver af hele mit hjerte ikke at forvente noget, men alligevel er jeg nødt til at tro på det jeg går ind. Det betyder også at det er en kæmpe skuffelse og et nederlag hver eneste gang det ikke har haft nogen effekt. Derfor har jeg de sidste år trukket stikket og koncentreret mig om at gøre min krop klar til en graviditet, komme igennem en graviditet og derefter blive mor.

Nu er jeg et sted hvor jeg hviler i mig selv og rollen som mor. Magnus trives, jeg elsker ham højere end noget andet, jeg har ro på både på mor-fronten og i mit forhold til Troels (vores forhold har også skulle finde ud af at Magnus kom til). Derfor var det et godt tidspunkt at der tikkede en mail ind fra min Darling med et forslag og link til noget nyt.

En del af mig tror ikke jeg “fejler” noget med et navn imens den anden del håber på det. Hvis jeg har kronisk hovedpine punktum, er der ikke rigtig noget at gøre, men hvis jeg har en allergi, intolerance eller noget i klemme kan det løses. Det nyeste forslag er histaminintolerance. Noget der kan løses med nogle enkelte kostændringer og en allergipille. Jeg er en smule skeptisk, men jeg giver det bestemt et forsøg.

Kryds fingre for at dette er mirakelkuren for mig 🙂

Læs mere her om hvilken betydning min kroniske hovedpine har haft på mit liv og beslutninger omkring familie og karriere.

0 Comments

Leave a Comment