Min efter-fødselsberetning (del 1)

newborn-and-fatherAldrig har jeg været mere lykkelig end da Magnus kom op på min mave. Jeg havde præsteret det vildeste jeg kan komme i tanke om; udvikle en lille bønne til en perfekt lille baby indeni min mave for efterfølgende at føde ham. Jeg var høj på endorfiner, lykke og lettelse. Han var perfekt. Men en fødsel slutter (åbenbart) ikke der.

I min optik er en fødsel meget mere end selve forløsningen af barnet. Der skete så mange ting lige efter og i dagene efter jeg overhovedet ikke var forberedt på. Dels med min egen krop og dels med Troels og jeg som nybagte forældre. Den del er – i min optik – ligeså vigtig som at være forberedt på selve fødslen. Denne beretning er med udgangspunkt i en vaginal fødsel, da jeg ikke har prøvet andet.

Moderkagen
Jeg havde under min graviditet hørt at når barnet var født, skulle moderkagen fødes. Det havde jeg lykkeligt glemt lige indtil min jordemoder stod og trykkede på min slatne mave for at løsne den (moderkagen). Jeg overvejede kort at spørge om hun ikke “bare” kunne hive i den snor (navlestreng) moderkagen så praktisk er forbundet med, men ville alligevel ikke lyde dum. Men ærligt, så mente jeg det! Jeg orkede ikke mere, jeg havde ikke mere overskud eller superkræfter. Jeg havde født min søn og mente min opgave var fuldført.

Jeg husker ikke hvor længe der gik, men jeg husker det gjorde ondt og var ubehageligt imens jordemoderen arbejdede med moderkagen og jeg var lettet da det var overstået. Allerede inden fødslen var jeg sikker på at jeg ikke ønskede at se den, men alligevel vandt min nysgerrighed da hun stod og undersøgte den. Ærligt, så er det ligeså vildt/fantastisk som det er små-klamt. Den er ikke flot, men den er fascinerende. Livets træ. Herinde er min bønne vokset til en baby.

Sygning
Nu kom lægen retur. Hende der havde siddet i stolen i hjørnet og været klar til at klippe mig, hvis jeg ikke havde fået Magnus ud i sidste presseve. Hun undersøgte mig og vurderede der skulle to sting til. Hun var bekendt med at jeg havde fået akupunktur under fødsel og var tydeligvis ikke “tilhænger” og jokede lidt med og jeg ville nøjes med hokus-pokus nåle eller prøve nogle af hendes nåle med bedøvelse. Jeg sagde ja til hendes nåle, jeg var meget øm bare ved berøring.

Lægen havde fornemmet den gode og løse stemning i lokalet og hopper med på bølgen. I den forbindelse kommer en formulering der har forarget alle jeg har fortalt det til, hvorimod jeg selv bare grinede lidt. Måske fordi jeg lige var blevet mor – alt andet var ligegyldigt. Da hun sidder sig på stolen, kigger hun nærmere på mine nedre dele, kigger op og siger “dét der… Det bliver aldrig pænt”. Min reaktion var “Det er okay, jeg viser den ikke så meget frem”. Og så syede hun mig. Efterfølgende tog hun et spejl og viste sit arbejde – det syn kunne jeg have været foruden! Det er ikke kønt lige efter en fødsel.

En uges tid efter fødslen kunne jeg alligevel ikke slippe lægens kommentar. Blev det virkelig aldrig pænt?! Heller ikke når hævelsen fortog sig? Skulle det se underligt ud for altid? Måske var jeg alligevel ikke ligeglad. Heldigvis fik hun ikke ret.

Den første tissetår
Da jeg var blevet syet, havde fået lidt af spise og drikke og Magnus havde suttet ved begge bryster blev jeg sendt på toilettet. Jeg havde ikke lyst, men måtte ikke komme fra stuen før jeg havde tisset. Jeg gik ud på toilettet og jordemoderen fulgte med. Da den første stråle kom skreg jeg. Højt. Meget mere end under fødslen. Det gjorde F%&#!?& ondt! Jeg var overhovedet ikke forberedt. Jordemoderen hev brusehovedet frem og skyldte med koldt vand – det hjalp. Jeg var åbenbart blevet syet tæt på urinrøret og tisse bogstavelig talt i det åbne sår.

Jeg fortalte at jeg ikke ville drikke noget før såret var helet. Jordemoderen fortalte at jo mere koncentreret urinen var, des mere ville det svide. Jeg drak virkelig meget vand i ugerne efter.

Ammebrik/diebrik
Da Magnus ikke ville tage fat ved mit ene bryst og i forvejen var til den lille side, fik jeg en ammebrik til at hjælpe ham. Det er det bedste og værste jeg er gået med til. Jeg ville ønske jeg havde fået mere hjælp til amme-start, end en ammebrik.

Den var god fordi Magnus fik fat og jeg slap for sår på brystvorterne. Den var skidt fordi han skulle kæmpe ekstra og blev træt før han blev mæt. Fjorten dage før jeg måtte opgive amningen lærte jeg at amme uden ammebrik og det fungerede langt bedre for os begge.

Læs del 2 imorgen, om hvordan det er at komme hjem under et døgn efter fødslen – som jo er normalen idag. En fødsel foregår ambulant.

1 Comments

Leave a Comment