Hvordan er det lige med dit lange navn?

Jeg har aldrig hørt noget for mit navn før jeg blev gift, det var rimelig “almindelig dansk”, men efter jeg er blevet gift – oh my! Hvad jeg ikke har skulle høre for og svare på af spørgsmål – voksenmobning? Arg, måske ikke helt, men hvordan er det så lige med mit navn?

Nielsen
Dengang mine forældre tilbage i 1986 mødtes med præsten forud for deres vielse, udspillede følgende samtale sig:

Præst: Hvilket efternavn ønsker I at benytte?
Far: Det vil vi lade op til dig at bestemme
Præst: Ej, det er ikke en beslutning jeg kan træffe
Mor: Det betyder virkelig ikke noget for os om det er det ene eller det andet, kan du ikke bare vælge et af dem?
– Præsten kigger noget forvirrende på mine forældre og så på deres navneattester. Her går det op for ham at de begge hedder Nielsen.

Så de kom til at hedde Nielsen – godt gammelt dansk efternavn. Da jeg så blev født fik jeg udover Nielsen min mors mellemnavn: Lyngholm. Det er jeg faktisk glad for, Nielsen er lidt fesent i sig selv. Så indtil den 16. juni 2012 hed jeg Rikke Lyngholm Nielsen.

Hansen-Christensen
Tilbage i 19-et-eller-andet besluttede Troels’ farfar at hans efternavn skulle have et særpræg. Hansen Christensen var (åbenbart) for kedeligt og han besluttede at HansenChristensen var meget bedre. Han lever desværre ikke længere, så jeg får aldrig svar på hvorfor han syntes det var en god idé.

Da Troels og jeg planlagde vores bryllup, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at jeg skulle have hans efternavn. Dog ville jeg gerne have nøjedes med noget af det, men Troels ville ikke gå på kompromis. Jeg ville rigtig gerne “bare” hedde Christensen, men Troels’ farfar betød meget for ham og derfor gør hans efternavn også.

Lyngholm Hansen-Christensen
Da vi nåede den 16. juni 2012 hed jeg således ikke længere Nielsen, men Rikke Lyngholm Hansen-Christensen. Her startede “mobningen” og spørgsmålene, klart mest på min arbejdsplads.

  • I en længere periode blev jeg kaldt Nielsen-Hansen-Christensen, fordi “et ekstra navn er jo ligemeget når du alligevel er oppe i den mængde”.
  • Jeg har fået spørgsmål á la “Kunne i ikke blive enige og så smækkede i en bindestreg imellem?”
  • Jeg er efter at have stået i kø forevigt (!) til foto og udlevering af nyt personalekort, blevet sendt tomhændet derfra fordi mit navn ikke kunne være på kortet og skulle forkortes i systemet
  • Jeg har “mistet” et navn da jeg vendte retur fra barsel. Systemet kunne pludselig ikke rumme det hele og jeg har derfor måtte vælge hvilket navn jeg ville skære fra

Der er ikke noget af det jeg har grædt over, det er jo bare en spøjs sammensætning af “almindelige” navne. Jeg har dog undret mig: hvordan kan en arbejdsplads som min ikke have plads til mit navn i systemet når jeg arbejder følgende sted:

Odense Universitetshospital, Afdelingen for Kvalitet, Forskning, Innovation og Uddannelse, under Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, i teamet Digital Innovation. Hvordan fanden kan det så være mit lille “Hansen” der gør udslaget i plads?!

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg aldrig bruger hele mit navn og afdeling, ganske enkelt fordi jeg ikke kan huske det og fordi jeg er bange for, at personen i den anden ende falder i søvn inden jeg er færdig.

Magnus Lyngholm Hansen-Christensen
Da Troels og jeg begyndte at tale om navne til den lille baby i maven, var det vi allerførst blev enige om; ét fornavn! Troels ville ikke give sig og korte efternavnet til “Christensen” og jeg ville ikke give afkald på “Lyngholm”.

Det stod derfor klart at alle dobbelt fornavne var fuldstændig udelukket hvis Magnus nogensinde skulle have en chance for at lære sit navn; både at huske det og lære at stave det.

Jeg er blevet spurgt om ikke det havde været bedre at slette Lyngholm, ikke mindst for Magnus’ skyld. Nej! Jeg er vild med mit Lyngholm, det er lidt specielt og det er forbindelsen til hele min mors side af familien. Han skal nok lære det og komme igennem livet – jeg håber dog for ham at hans kommende arbejdsplads ikke har et længere navn end min!

0 Comments

Leave a Comment