Et helt særligt bånd

Som så mange andre, har jeg en bror. På trods af hans højde, er han min lillebror og han har en helt særlig plads i mit hjerte.

Der er to år og ni måneder mellem os. En aldersforskel der for os har været genial. Tæt nok på hinanden til at kunne lege som børn og stor nok til at vi har haft separate vennekredse. Vi har altid været enormt tætte, støttet hinanden i alt og delt vores inderste tanker om stort og småt.

På trods af at vi begge er voksne mennesker, går vi ofte i total barndom når vi er sammen. For eksempel starter alle vores telefonsamtaler således:
– hallo
– ….Hallo
– …….Halloo
– ……… Haaalloooo
– ………… Hallo
– ……………. Halloooo
Indtil en af os tre til fem minutter senere ikke gider mere og samtalen kan begynde. Mindst to gange om året giver han mig buksevand eller bærer mig op på vores forældres fortov så jeg skal gå i bare tæer gennem deres perlesten. Hvis en af os får mandlen til jul, vil den anden med sikkerhed forsøge at stjæle den.

Det er åndssvagt og jeg elsker det! Jeg elsker at vi er os selv overfor hinanden og at vi har bevaret vores tætte bånd og skøre ting efter vi er blevet voksne.

Netop fordi vi er så tætte, var det også en kæmpe kamel at sluge da han fortalte at han skulle udsendes. Hele min verden gik i stå og jeg anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg støttede ham fordi det var noget han gerne ville, men indeni og helt egoistisk syntes jeg det var verdens dårligste idé!

Jeg vænnede mig stille og roligt til tanken og blev mere fattet omkring emnet, lige indtil kort tid før han tog afsted. Det er kutyme at soldater skal forberede dokumenter i tilfælde af de ikke kommer hjem. Så jeg skulle vide hvor der lå afskedsbreve til os og hvordan han ønskede sin begravelse. Jeg tudede under det hele. Pludselig gik det op for mig at han risikerede sit liv og jeg riskerede at miste den bror jeg elsker.

Tiden han var væk var streng. Jeg savnede ham helt vildt og havde svært ved ikke at vide hvad der skete dernede. Så den dag han endelig kom hjem (i god behold) var fantastisk!

brother-sister-love

Idag bor vi i hver sin by, har hver vores semi-voksne liv og ses i virkeligheden for lidt. Men når vi snakker i telefon eller ses går vi tilbage i barndom og det håber jeg aldrig vil ændre sig.

Det helt særlige bånd ønsker jeg også at Magnus en dag skal opleve. Hvadenten det er med hans fætre eller en søskende, så ønsker jeg at han finder en der kan blive hans fortrolige og kan få barndommen frem selv når han er voksen.

0 Comments

Leave a Comment