Har jeg anoreksi eller bulimi?

Spiseforstyrrelse er ganske forfærdeligt for dem der lider af det og ofte også for deres nærmeste. Det gælder hvadenten man kæmper for at holde vægten nede eller spiser så store mængder mad at vægten stiger og stiger.

Personligt har jeg altid været en af de tynde og i de fleste øjne for tynd. Jeg har derfor altid kæmpet med en helt forkert opfattelse af mig selv, fordi alle andre fortalte mig at jeg var alt for tynd. Hvis du ofte nok får at vide du er forkert på den ene eller den anden måde (især i teenageårene), begynder du at tro på det til sidst.

Jeg kan ikke huske at jeg i mit voksne liv har været ved læge, fysioterapeut eller anden lægelig undersøgelse uden at blive spurgt om mit forhold til mad. Selvom jeg altid har fortalt mit forhold til mad var almindeligt, har der altid været skepsis i øjnene hos den sundhedsfaglige. Jeg har derfor flere gange (når det har været muligt og passende) taget Troels med for at bakke mig op.

En af de værste oplevelser jeg husker var da jeg var omkring nitten år. Jeg var i byen i Sønderborg og en fremmede pige kommer hen til mig og siger: “Undskyld, men mine veninder og jeg sad lige og snakkede om dig og kan ikke finde ud af om du har anoreksi eller bulimi?”. Og så afventede hun mit svar som vidst var: “Jeg har ingen af delene” hvortil hun svarer: “Det kan ikke passe når du er tynd”. Og så gik hun tilbage til veninderne. Jeg stod lamslået og blev virkelig ked af det, hele min aften var ødelagt og jeg tog hjem.

I mine år på handelsskolen var der også mange der talte om mig bag min ryg. I starten gik snakken på at jeg havde anoreksi indtil folk så hvor meget jeg spiste, så ændrede snakken sig til bulimi. Da rygterne kom mig for øre lavede jeg en regel for mig selv: Jeg måtte ikke gå på toilettet de første to timer efter et måltid. Jeg har nogen gange siddet med en blære der var ved at springe og ventet på at de to timer var gået så jeg kunne komme på toilet. Alt sammen for at undgå snakken om min krop. Det var forfærdeligt!

Jeg har i mange, mange år hadet min krop, hadet at købe tøj og hadet den negative fokus der har været på mig. Mest af alt har jeg hadet at det i andres øjne er helt acceptabelt at fortælle mig hvor ualmindelig tynd jeg er og at jeg burde tage på, men jeg ville være den ledeste kælling hvis jeg fortalte en tyk at han/hun burde tabe sig. Så her kommer en lille opsang: Det gør præcis ligeså ondt på mig at blive konfronteret med min undervægt som det gør at konfrontere en med overvægt! Jeg har ikke valgt mine gener og jeg kan ikke ændre på min kropsbygning uanset hvor meget fedt jeg spiser.

Så kort og godt: Jeg har hverken anoreksi eller bulimi. Jeg har aldrig haft det og jeg er sikker på jeg aldrig får det. Jeg er langt om længe ved at acceptere min krop som den er – i en alder af syvogtyve. Det har taget mange år og jeg er flere gange blevet slået tilbage af “anklager” og kommentarer om min krop.

Jeg håber inderligt at dette indlæg kan gøre en forskel og ændre opfattelsen af hvad der er acceptabelt at sige til andre. Husk på hvor ked af det du ville blive hvis du blev kaldt fed, og så husk at det rammer ligeså hårdt at fortælle man er tynd med et dømmende blik. Det er ikke nødvendigvis “a walk in the park” at være tynd, det kan også give udfordringer i forhold til påklædning og egenopfattelse og det hjælper på ingen måder at gnide salt i såret og påpege det. Vi er alle forskellige og vi er alle smukke på hver vores dejlige og unikke måde 🙂

Smid gerne en kommentar med din personlig erfaring enten som undervægtig, overvægtig eller en der har været dømmende. Du vil naturligvis være anonym. Hvis der kommer kommentarer nok vil jeg vende kommentarerne til noget positivt og lave en hyldest til kroppen i alle former og farver.

1 Comments

Leave a Comment