De forbandede fulde forældre

drinking-bottleI eftermiddags så jeg første del af DR-dokumentaren, De forbandede fulde forældre. Og jeg fik ondt helt nede i maven og hjertet. Tænk sig at mere end 120.000 børn vokser op med forældre der drikker, det er bare ikke okay.

Jeg skal ikke stille mig til dommer for hvorfor folk drikker og jeg vil ikke kloge mig på andres vegne. Jeg vil dog helt personligt sige at det på ingen måder er acceptabelt at “vælge flasken” over sit barn. Intet barn skal dagligt frygte at komme hjem til en fuld forælder.

Selv har jeg ikke drukket alkohol de sidste par år, men ikke fordi jeg er “hellig”. Først var det fordi jeg fandt en kobling mellem migræne og alkohol, dernæst var jeg gravid og nu har jeg en lille baby. Jeg har et behov for at være 100% tilstede når Magnus er i nærheden og tillader derfor ikke mig selv at drikke alkohol – endnu. Måske jeg bliver mere afslappet med tiden og kan nyde et glas vin eller champagne til nytår. Måske kommer jeg ikke til at drikke alkohol igen.

Det er dog som om der er en kedelig tendens omkring alkohol idag. Du kan ikke få lov at takke nej til et glas vin eller en drink til en fest uden at skulle forklare hvorfor du ikke drikker – og her er “jeg har ikke lyst” ikke et acceptabelt svar. Hvorfor?! Hvad er det der har gjort at normalen er at drikke og du er “udenfor” hvis du ikke gør (her henvender det sig måske mest til de helt unge). Jeg var så “heldig” at være stoppet med alkoholen et stykke tid før jeg blev gravid, ellers ville jeg også her haft udfordringer med at skjule min graviditet fordi der er en forventning og en selvfølgelighed omkring at alkohol skal indtages til arrangementer.

Flere studier peger også mod at alkoholisme kan være arveligt. Det er altså ikke kun sig selv disse “forbandede fulde forældre” udsætter for alkoholens afhængighed. Ikke nok med at børnene i en alt for tidlig alder skal føle et ansvar overfor deres forældre, skal blive voksne hurtigere end godt er og lyver for at skjule hvad der foregår i hjemmet – de risikerer også at skulle kæmpe mod alkoholisme senere i livet. Det er sørgeligt og jeg bliver ærlig talt gal på de forældre! Jeg krydser mine fingre og håber det bedste for både de unge i dokumentaren og for de 120.000 andre børn der lever med forældre der drikker.

0 Comments

Leave a Comment