Syv år minus én dag

love-heartOvenpå to fortælinger om vores drømmebryllup og en tale der rørte mig helt inde i hjertet, kan det næsten være svært at toppe vores forhold med mere kærlighed. Men det har vi altså alligevel formået at gøre.

Den 16. december 2012 spiste vi after en fem-retters menu på Den Gamle Kro. Vi snakkede om vores bryllup, om alt den kærlighed vi havde og hvad vi ønskede os i fremtiden. Vi nåede meget entydigt frem til at vi på et tidspunkt ønskede os en baby.

Da vi nåede vores allerførste bryllupsdag den 16. juni 2013 spiste vi ikke toppen af bryllupskagen. Det var en tradition vi ikke havde opfanget, og vi havde spist toppen af kagen med tømmermænd dagen efter vores bryllup. Ups. Til gengæld fik vi lækker dessert på vores “stam-restaturant”.

Da vi nåede vores femte årsdag i 2013, spiste vi en lækker middag, bare Troels og jeg. Der var ingen baby. Heller ikke på vej. Vi ønskede en baby og vi håbede der snart ville komme en, men for nu var vi bare os to. Det var også rigtig dejligt. Men kender i det at man alligevel kan ærger sig over at tingene ikke går helt så hurtigt som man kunne håbe? Sådan havde jeg det. Jeg havde håbet at vi på vores femte årsdag ville sidde og snakke om navne og gætte på hvad der lå i maven.

I sommeren 2014 havde vi vores anden bryllupsdag. På det tidspunkt var jeg meget forelsket og samtidig fortvivlet. Jeg var helt vildt forelsket i min mand og jeg var helt sikker på at jeg aldrig ville kunne elske et andet menneske højere. Samtidig var jeg fortvivlet over at jeg endnu ikke var blevet gravid. Og det var ikke fair. Det var ikke fair overfor Troels og overfor vores bryllupsdag at ærger sig over hvor vi var i vores liv. For det var jo virkelig godt og det er ikke bare at knipse med fingrene når drømme skal gå i opfyldelse. Men jeg håbede inderligt at det ville blive vores sidste bryllupsdag alene.

Da vi nåede vores sjette årsdag, var jeg tyk. Kuglerund lige på maven. Inde i mig voksede et lille liv. Et lille væsen skabt af kærlighed og løftet om forældre der ville gøre deres allerbedste. Et lille væsen der var halvdelen af mig og halvdelen af den mand jeg elsker allermest. Det var Magnus der lå derinde, men vi kendte ham endnu ikke. Det var min allerbedste årsdag siden Troels i 2010 friede til mig.

0 Comments

Leave a Comment