Mit (u)perfekte liv #1

Jeg har netop læst en artikel med titlen “Det perfekte liv er en syg tendens i tiden“. Klar udmelding alligevel. Jeg er ikke enig. Mest fordi jeg ikke har nogen problemer med at selektere hvad der popper op på Instagram og Facebook. Jeg nyder rodede hverdagsbilleder ligeså meget som rolige, stilrene billeder – omend der er tand flere af de “perfekte” billeder.

Når jeg ser en lang række billeder af lækker indretning, søde børn og lækre mad anretninger, giver det mig ikke et lavere selvværd eller dårlig samvittighed over rodet eller vasketøjet herhjemme. Det kan bestemt vække drømme og ønsker hos mig og jeg vil da hjertens gerne eje nogle af de flotte ting jeg ser på billederne (ikke børnene, der er min egen alligevel bedre for mig). For mig er billederne til inspiration og tidsfordriv.

Selv er mine billeder en blanding af legetøjsrod og madlavnings-idyl og sådan tror jeg oprigtigt på at alle hjem er. En god blanding af rod, kaos og lykke – lige som det skal være.

barsel-baby-dyrJeg vil i dette indlæg starte en serie om mit (u)perfekte liv. Ikke nødvendigvis i billeder, men små historier, hvor det umiddelbart så skidt ud og alligevel blev godt eller omvendt. For mit liv er i sandhed (u)perfekt og der både gode og dårlige dage.

Mors dag
Magnus blev født den 7. april i år og kom til verden lige før Mors dag. Selvom man ikke helt kan tillade det, havde jeg en forventning om at der ville ligge en gave til mig på min allerførste mors dag. Det gjorde der ikke. Skuffelsen var stor og blev kun større da Troels kom med et par plukkede ukrudtsblomster “fra Magnus”. Jeg kunne på ingen måder tillade mig det, men Troels plejer at være god til at overraske og glæde mig, så jeg havde virkelig regnet med en gave.

Som dagen gik svandt håbet om en gave og til sidst sagde jeg ærligt til Troels at jeg var lidt skuffet. Han kiggede små-irriteret på mig og svarede: De sidste fire dage har jeg på alle mulige måder forsøgt at komme ud af huset for at hente din gave, men hver gang har du vrisset af mig og bedt mig blive hjemme og hjælpe med Magnus (som havde kolik).

Jeg blev lidt flov. Eller meget. Han havde ret. Han havde endda forsøgt at få en kammerat til at hente min gave og bringe den hjem til os. Sidst på eftermiddagen skulle han ned på sit kontor og hente nogle varer til mandag morgen. Da han kom hjem lagde han forsigtigt en gave på bordet.

Jeg åbnede den med et meget stort smil (jeg elsker gaver). I æsken lå et gavekort til brunch  på min yndlingscafé. Til mig og en veninde. Uden Magnus. Bordet var booket til den efterfølgende lørdag. En hel formiddag uden baby, kun mig og en veninde.

Selv da vi stod i “lort til halsen” som nybagte forældre, pisse usikre, alt for trætte og overvældet over hvor meget en kolikbaby græder, havde min (u)perfekte mand fundet på den perfekte gave og alt jeg gjorde var at fortælle jeg var skuffet over den ikke var der da jeg slog øjnene op.

Jeg er ikke perfekt og jeg reagere ofte før jeg får tænkt mig om, heldigvis er jeg gift med en tålmodig og overbærende mand – det er det der gør os perfekte sammen.

2 Comments

Leave a Comment