Om at kommunikere uden sprog

MagnusKommunikation er en essentiel del af hverdagen. Vi kommunikerer selv uden at tænke over det, med sproget, med kroppen, ja selv med indforståethed. Men hvad gør babyer? For det her kommer nok som en overraskelse for de fleste; babyer fødes uden et sprog! I hvert fald uden et sprog jeg forstår.

Magnus er nu otte måneder og jeg er først så småt begyndt at forstå hans sprog. Naturligvis ikke ord, men mest kropssprog. Og selvom mange siger, at når de små først begynder at tale, vil man til tider ønske de stoppede igen, så glæder jeg mig. Det vil gøre rigtige mange ting så meget nemmere.

Jeg har virkelig haft mine udfordringer med at forstå Magnus. Den første udfordring kom da han havde kolik. Han skreg og græd i flere timer og han kunne ikke fortælle mig hvorfor. Hvis jeg nu bare havde vidst hvad der forårsagede gråden, havde jeg gjort alt for at afhjælpe den.

Så var der hele søvn-problematikken. Og jeg skriver var fordi det langt om længe ser ud til at have løst sig. Efter jeg er blevet bedre til at lytte til Magnus og ikke “klemme” ham ind i et skema, der passer til mig. Magnus er ikke umulig at putte, når bare vi venter til han er træt. Han gider ikke sove klokken syv fordi det passer mig, men ofte vil han sove halv otte når han er blevet træt.

Vi har virkelig haft vores udfordringer Magnus og jeg. Jeg har et stort temperament og sørme om ikke Magnus har fået et der minder om. Det har betydet at han bliver vred (min sundhedsplejerske siger et barn i den alder ikke bliver hysterisk), to sekunder efter jeg ikke har forstået hvad han vil. Modsat bliver min tålmodighed sat på prøve cirka fire sekunder efter fordi jeg ikke kan finde ud af hvad han prøver at fortælle mig. Vores temperament har derfor haft sine sammenstød, men vi er ved at lære det. Begge to.

Så hvordan kommunikerer man egentlig uden et sprog? Herhjemme prøver jeg at læse hans kropssprog og så sætte ord på i håbet om at han (meget) snart kan bruge ordene. Bare de mest basale: sulten, tørstig, træt, ikke-træt, ondt i maven, ked af det. Glæde er en af dem jeg helt styr på 😉 Men alt begyndelse er svær, og da Magnus i nat græd i knap en time uden jeg kunne trøste ham, ønskede jeg virkelig at han havde samme sprog som jeg.

Det der (selvfølgelig) er det allernemmeste er når han er glad og i godt humør. Det er han heldigvis størstedelen af tiden. Han er virkelig kærlig og deler gerne kys ud til sin mor og kæmpe smil, og se dét er noget jeg kan forstå. Kærlighed. Det er det eneste sprog der ikke behøver ord. Herhjemme er det bare. Vi sætter ofte ord på det, men i virkeligheden er det slet ikke nødvendigt. Alle de kys og kram vi deler ud til hinanden siger det hele.

Hvordan har i oplevet at skulle lære at kommunikere med de små?

0 Comments

Leave a Comment