“Dit barn er sensitivt”

wonderingDa Magnus var helt lille, reagerede han anerledes på mange ting end hvad jeg havde forestillet mig. Én ting var hans kolik og gråden forbundet med det – her var der en forklaring, noget andet var hans reaktion på nye omgivelser og alle andre end Troels og jeg.

Magnus har en fætter der er tre uger ældre end ham. Som førstegangs mor uden erfaring, faldt det mig naturligt at sammenligne de to. Det var af sammen køn og næsten lige gamle. Her begik jeg en stor fejl. På mange punkter er de to (udfra mit synspunkt) som nat og dag. Fætter er oftest tilpas, tillidsfuld og glad – tilpasser sig omgivelserne. Magnus var i starten af sit liv helt modsat. Han havde det bedst når han var hjemme eller hos Troels og jeg. Enhver udflugt gav ofte en voldsom reaktion om aftenen og han brød sig ikke om at “skifte hænder”.

Som skrevet, sammenlignede jeg Magnus med sin fætter og kunne ikke forstå hvad vi gjorde forkert. Hvorfor var Fætter altid godt tilpas og Magnus var det kun herhjemme? Hvorfor reagerede Magnus voldsomt på ture udenfor hjemmet? Jeg ærgrede mig ofte når vi tog hjem fra familiesammenkomster. Både fordi Magnus ikke ville holdes og krammes af sin familie og fordi vi om aftenen havde en ulykkelig dreng. Jeg ønskede en udadvendt dreng der gerne ville sin nye familie og de oplevelser vi tilbød, men Magnus var ikke enig.

Jeg husker et par stykker der har sagt til mig at “han er nok et sensitivt barn”. Min reaktion har udadtil været “Det håber jeg da ikke”. En ting er, at skulle forholde sig til hvis ens barn har særlige behov af enten den ene eller den anden karakter. Det i sig selv må være sindssygt svært først at opdage eller indse og sidenhen handle på. Noget andet er, at have et barn der i den brede befolknings øjne ikke er “som de andre” og alt hvad det kan medfølge for ens barn.

Min reaktion udadtil var afdæmpet fordi jeg ikke orkede en diskussion. Fordi vi lige var kommet over perioden med kolik hvor vi blev begravet i gode og velmenende råd, men som til sidst blev alt for meget. For uanset hvad vi gjorde, græd Magnus. Min ærlige reaktion på kommentarerne om at Magnus nok var et sensitivt barn var “Klap lige hesten og luk røven!”. På daværende tidspunkt var det i virkeligheden nok mest på grund af frygten og usikkerheden. Hvad nu hvis?.. Idag ville min reaktion være den samme, men på et andet grundlag. Jeg er træt af at alle skal sættes i bokse og have mærkater ved den mindste reaktion; sensitive børn, ADHD, adfærdsproblemer og hvad der ellers finder. Jeg er på ingen måder uddannet, men jeg syntes (personligt) at det blevet en “nem” udvej. At børn bliver sat i en boks hvis de er udfarende eller ikke kan håndtere en tur i et proppet storcenter.

Jeg har været mor i under ni måneder og jeg har ingen sundhedsfaglig uddannelse, men jeg vil mene, at jeg kender mit barn bedst. Jeg kender ham ikke fuldt ud, men jeg lærer hver dag. Derfor kan jeg også idag sige at jeg ikke har et sensitivt barn. Jeg har en baby der har skulle vænne sig til et liv udenfor mors mave. Jeg har en baby der har brugt størstedelen af sine vågne timer på sine forældres arme indtil han blev tre måneder. Det har givet mig en baby der har haft brug for tid. Tid til at vænne sig til livet udenfor hjemmets fire vægge hvor vi opholdte os mens kolikken rasede. Tid til at lære sin nye familie at kende, som han oftest møder i større forsamlinger. Tid til at lære sig selv at kende. Og det har han fået. Tid og plads. Ikke med min egen gode vilje, fordi jeg pressede på. Var utålmodig. Men til sidst stoppede jeg med at sammenligne og lyttede til Magnus og det gav pote.

Nu minder han om sin far. Han er den dreng jeg havde en forestilling og en forventning om. En dreng med fart over feltet, tillidsfuld og klar på nye indtryk. Han har i sandhed forvandlet sig og har ikke en snert af sensitivitet. Han er blevet ældre, han har lært sin familie at kende og nu rækker han selv armene ud efter dem og har lyst til at “gå på omgang”. Han kan håndtere en tur i rosengårdcentret og sidder trygt i sin barnevogn og kigger rundt og suger det hele til sig. Han har bare haft brug for tid.

Dette indlæg handler på ingen måder om at negligere ovennævnte diagnoser, slet ikke. Det er ganske enkelt mit lille opråb og bøn; Hvis du læser med og kender en snarlig førstegangs mor, så vær sød ikke at skræmme hende. Du gør det helt sikkert ikke med vilje, men ord som sensitivitet og ADHD bliver meget mere skræmmende når de er rettet mod ens lille nye baby, også selvom de bare er en løs tanke.

Imorgen kan du læse hvorfor dette indlæg har taget intet mindre end otte (!) timer at skrive.

2 Comments

Leave a Comment