Jeg klyngede mig til amning – for min egen skyld

Som jeg skrev om igår var Magnus lille da han kom til verden, ikke noget faretruende, bare lille. Vi tog hjem knap et døgn efter fødslen og der var ikke noget særligt omkring vores forløb eller Magnus’ ve og vel, alt var gået godt. Allerede da jeg var gravid havde jeg et stort ønske om at amme og håbede inderligt på at det ville være muligt.

Da vi kom hjem startede det nye liv som forældre. Det var overvældende, lidt skræmmende, uvist og virkelig fantastisk. Jeg ammede og var lykkelig. Efter et par dage løb mælken til (som den skal), det skete over natten og jeg fik noget af et chok da jeg vågnede om morgenen. For det første gjorde det hammer-ondt, men samtidig lignede det at min lille krop havde fået alt for store og meget kunstige silikonebryster (!) Jeg husker Troels kommer ud på badeværelset da jeg er ved at tørre mig efter et bad og han står med åbne mund og polypper og får fremstammet “hold da op”… Ja, de var alt for store til min lille krop, men det betød samtidig at der var rigeligt med mad til min lille baby. So I thought.

Jeg har som bekendt ikke været mor før og har ikke ammet før, så jeg kender ikke til “normalen” omkring amning, men til gengæld er jeg stædig. Så jeg ammede og ammede og ammede og ammede. Nærmere betegnet ti til tolv timer i døgnet. Jeg tænkte ikke nærmere over det, for jeg havde fået mit ønske opfyldt og jeg ammede min baby.

breastfeedingDa Magnus var omkring tre uger gammel begyndte han at græde meget. Rigtig meget. Vi tog til lægen som tænkte han måske var sulten. Det kunne jeg dog ikke helt forstå, han spiste jo knap halvdelen af døgnet. Vi gav ham en lille smule modermælkserstatning hver dag, dog uden ændring i hans gråd.

Vi snakkede også med sundhedsplejersken og hun syntes vi skulle prøve at øge mængden af modermælkserstatning. Det skreg inde i min krop når jeg gav ham flasken. Jeg ville bare gerne amme ham. Da han var knap et par måneder gammel kom sundhedsplejersken til almindeligt besøg. Alt i alt var Magnus fin, bortset fra gråden og så var han dykket under sin egen vægtkurve. Hun foreslog at vi øgede mængden af modermælkserstatning yderligere og ville komme igen et par uger senere til en vægtkontrol. Endnu en gang mod min vilje fik Magnus mere flaske, gråden forblev uændret. Da hun kom igen var vægten kun blevet lidt bedre og hun besluttede at give det én uge mere. Ugen efter anbefalede hun at jeg stoppede med at amme. Det var et kæmpe slag, et nederlag og en navlestreng jeg på ingen måder var klar til at klippe.

Sundhedsplejersken var simpelthen så sød og sagde til mig “en god mor sidder ikke i brysterne”. Hun havde jo ret, men jeg var stadigvæk virkelig ked af det. Hun påpegede at jeg selv efterhånden var drænet for energi. Ikke nok med at min baby skreg flere timer om dagen (vi havde fundet ud af det var kolik), så ammede jeg det meste af mine vågne timer. Jeg holdt fast i at amme én gang om dagen de næste tre uger indtil der stort set ingen mælk var tilbage, så tog jeg en sidste “hygge-amning” og puttede med Magnus. Om aftenen græd jeg. meget. Af en eller anden årsag har det at amme betydet mere for mig end jeg kan forklare og jeg ville ønske min mælk havde været mere nærende når der nu var så meget af den. Tude-turen var måske mere voldsom fordi det er det eneste tidspunkt jeg har “hormon-grædt” både under og efter mine graviditet.

Selv idag kan jeg blive lidt trist, især når jeg i min mødregruppe ser de andre amme. Det er bare noget helt særligt, noget helt specielt mellem en mor og hendes baby, noget kun du som mor kan give dit barn. Ikke desto mindre var det, det helt rigtige for Magnus. Siden jeg stoppede med at amme steg hans vægt og idag ligger han over gennemsnitsvægten og er blevet en stor baby med elastikker.

1 Comments

Leave a Comment