Ud med heldige fødsler #jordemødreforlivet

Igår da jeg åbnede Facebook blev jeg virkelig, virkelig glad. Og lettet. Jeg blev glad og lettet over at fælleskabet har kunne sætte fokus på et meget vigtigt og følsomt område: nye liv. Fødsler og alt der følger med. Det er en sag jeg selv har følt meget stærkt for, da jeg blev mor for første gang i år og pludselig sad med en følelse af at have være “heldig” over at have haft en god fødsel og en jordemoder der var nærværende.

Jeg syntes ofte at nogle sager kommer rigtig meget op i medierne lige i starten for derefter at blive glemt. Da videoen, hvor alle jordemødrene fortæller om vilkårene på fødegangene, blev offentliggjort støttede enormt mange op om emnet, mange bloggere skrev støttende og opråbende indlæg. Herefter fortsatte jordemøderenes kamp og jeg har fulgt tæt med på sidelinjen.

Emnet har betydet utrolig meget for mig da jeg syntes det er en forfærdelig situation for alle parter. Jordemødre stopper deres erhverv tidligt fordi de ikke kan holde til arbejdspresset, de går med krydsede fingre og håber alle babyer overlever og at mødrene ikke lider for stor last. Gravide kvinder frygter pludselig at føde da de horrible forhold pludselig er overalt i medier. Jeg er helt ærligt glad for at denne sag ikke var oppe i medierne mens jeg var gravid, for så jeg havde nok frygtet min fødsel.

Jeg har været bekymret for de gravide, for de kommende gravide og for mine nærmeste der (måske) i fremtiden skal føde. Hvordan skal jeg kunne berolige dem og fortælle om hvor fantastisk en fødsel er, når jordemøderene fortæller noget helt andet? Og jeg bebrejder ikke jordemødrene, de har kæmpet mere end hvad godt er for alle andre end dem selv. Jeg har været bekymret for om jeg selv “turde” føde “almindeligt” hvis vi en dag ønsker at forøge familien.

Alle disse bekymringer ser ud til at kunne pakkes væk for en stund. De øremærkede midler til de danske fødegange er blevet returneret til rette ejermand. Jordemødrene for livet har på Facebook takket for støttet og fortalt at der er bevilliget 200 millioner kroner fordelt over de næste fire år. Så derfor kære gravide eller kommende gravide: ånd lettet op og se frem til det mest fantastiske i kommer til at opleve, at se jeres barn komme til verden. Det er for mig personligt, det vildeste jeg nogensinde har prøvet og helt ærligt så ville jeg gøre det igen.

Til sidst: Kære jordemødre. Tusinde tak for jeres indsats, tusinde tak fordi i kæmper for os, tusinde tak fordi i hver eneste dag gør noget helt ekstraordinært for alle de gravide og fødende. Jeg håber at i de næste fire år kan trække vejret, komme på toilet og spise jeres frokost. TAK!

0 Comments

Leave a Comment