Pyyha, jeg var en af de heldige… #jordemødreforlivet

Idag er min bloglovin blevet fyldt med én bestemt video og ét budskab: Giv tid til jordemødre og giv gode fødsler. Hvis ikke jeg selv arbejdede på et hospital og i forskellige projekter har arbejdet med blandt andet Gynækologisk Obstetrisk Afdeling (herunder fødegangen) ville jeg gå i den naive tro at der var tid til at føde sit barn og få den omsorg og behandling en fødsel kræver.

Det er også sådan det burde være, men desværre langt fra altid er. Jeg er hverken jordemoder eller sundhedsfaglig uddannet, men jeg er nybagt mor. Derfor har jeg også en mening i denne sag. En sag som skal prioriteres, deles, råbes højt om lige indtil politikkerne dropper deres “fød flere børn” og ser på hvordan der skabes et godt arbejdsmiljø og en tryghed omkring selve fødslen og forløbet efter!

Jeg bliver gal, forarget, ked af det og får ondt i maven. Jeg har lige set videoen. Til slut. Men jeg havde ikke lyst. Jeg blev oprigtigt ked af det på alle de jordemødres vegne og på de fødende kvinders vegne. Samtidig gik det op for mig hvor “heldig” jeg var under min egen fødsel. HELDIG! Er det virkelig et ord man skal bruge omkring en fødsel?

Jeg husker tydeligt da jeg fortalte mig mor at man idag får lov at blive på hospitalet i firetyve timer efter fødslen, hvis man er førstegangsfødende vel og mærket. Hun var i chok. Dengang hun fødte mig var hun der i flere dage indtil amningen fungerede. Jeg fik stukket en suttebrik/ammebrik i hånden.

Da jeg var gået seks dage over termin ringede jeg på fødegangen, som det var blevet fortalt jeg skulle (læs mit indlæg her, som jeg idag ser helt anerledes på efter at have set videoen). Jeg fik at vide jeg skulle ringe imorgen da de ikke havde tid idag. Da jeg havde ondt efter veer der var aftaget fik jeg lov at komme ud senere på dagen til at få lyttet babys hjertelyd, men den egentlige undersøgelse havde de desværre ikke tid til den dag.

Jeg havde tidligere i min graviditet sagt ja til at hjælpe et ph.d-projekt (jeg er all-in på ph.d projekter og forskning) og lægen ringede en time senere for at høre om jeg kunne komme ud og hjælpe hende. Projektet går ud på at måle livmoderhalsens længde omkring terminsdato, for at se om længden kan indikere et fødselstidspunkt. Som tak for hjælpen tilbød hun at foretage et vægtscanning så jeg vidste hvor mange kilo jeg skulle presse ud. Under den scanning vurderede hun at der ikke var nok fostervand og at jeg skulle sættes igang. Hun ringede op på fødegangen, men de havde ikke tid. Det var jeg dog klar over, jeg havde jo selv talt med dem tidligere.

Efter et par timers venten ringede de fra fødegangen. Der var nu en stue og en jordemoder ledig til mig. Da jordemoderen tog mit vand sagde hun små-irriteret “jeg syntes nu der er fostervand nok”. Jeg kiggede lidt forundret, jeg har jo ikke forstand på det, men vidste at de ikke kunne sende mig hjem nu vandet var taget og jeg skulle overvåges.

Veerne startede efter fem minutter. “Min” jordemoder måtte forlade mig for at tage imod et andet barn, en fødsel der var kompliceret. Heldigvis var jeg rolig, tryg og lod min krop arbejde med veerne. Senere kom en ny jordemoder. Camilla. Hun var fantastisk, nærværende, rolig og alt det jeg havde håbet. Hun var super-sej og tog imod Magnus alene.

Jeg var “heldig”. Jeg blev sat igang og havde derfor en jordemoder hos mig under det meste af mit forløb. Min fødsel gik efter bogen, dog fødte jeg fire timer før end ventet og det er måske meget heldigt – så kunne en anden kvinde få min plads. Der var dog ikke tid til at få styr på amningen og da Magnus var lille og det var vigtigt han fik mad, fik jeg en ammebrik. Men hvis det var det “værste” jeg skulle opleve, er det helt okay med mig.

Et KÆMPE skulderklap til de jordemødre der hver eneste dag presser sig selv udover grænsen i et forsøg på at få børn sikkert til verden – i er hverdagens helte! og en KÆMPE lussing til de politikkere der sparer og sparer på et så sårbart område!

3 Comments

Leave a Comment