Når tvivler kigger frem. Igen.

I aften er endnu en aften hvor jeg er ked af det. Jeg er ked af det på Magnus’ vegne. I sit lille korte liv har han oplevet at have kolik (hvilket fik mig til at tvivle på mine egenskaber som mor), problemer med maven og så er han bange for at sove (tror jeg).

De seneste mange dage er han blevet fuldstændig hysterisk og nærmest desperat når han er blevet lagt til at sove. Uanset om det har været midt på dagen eller til aften. Han skriger og bliver stiv som et bræt ligeså snart han nærmer sig vandret stilling. Og det gør ondt i mit hjerte. Endnu en gang må jeg konstatere at jeg på ingen måder er immun overfor gråd og at jeg har meget svært ved at takle når han græder.

Jeg har haft ham ved lægen for at få tjekket hans ører. Han har været snottet og da jeg var ørebarn, tænkte jeg med det samme om det måske var det tryk der kommer når man ligger ned. Det var det ikke. Vi har ringet til sundhedsplejersken, men hun kan ikke trylle og ved ikke hvorfor han græder. Hun fortalte dog at det ikke var farligt for et barn af græde i kortere perioder og at vi eventuelt skulle prøve at lade ham ligge og se om han så stoppede med at græde. Men hvad er “kortere perioder”? Når jeg kigger på uret og der gået ét minut, føltes det som femten. Og hvad hvis det gør ondt helt inde i hjertet når han græder, skal jeg så ignorerer det og lade ham ligge? Jeg er ærlig talt i syv sind og føler ikke jeg kan gøre det rigtige for mit barn.

Da Troels og jeg besluttede, at vi ville skabe en familie og få en baby, var jeg godt klar over at det ikke ville være a piece of cake, men jeg må ærligt indrømme, at jeg heller ikke havde forestillet mig det ville være hårdt. Man kan jo ikke forberede sig på at få et barn med kolik, man kan kun håbe på man går fri. På samme måde kan man ikke forberede sig på at ens barn på ingen måder vil overgive sig til søvnen og at være eneste lur skal være en kamp. Men det slider på mig, det slider på Troels og det slider på vores forhold. Vi må skiftes til at putte ham fordi det gør ondt at han græder, og når han endelig er faldet i søvn er vi begge trætte og romantikken må “vente til imorgen”. Det er nok mest mig (og mit hovedepine) der er fuldstændig færdig og bare vil ligge på sofaen når dagen er omme. Jeg er klar over jeg må “oppe mig”, og huske at der skal romantik og tosomhed til at bevare et stærkt forhold.

Jeg havde lovet mig selv at mit barn aldrig skulle få lov til at græde sig selv i søvn og det løfte har jeg måtte bryde. Gør det mig til en dårlig mor? Jeg er aldrig gået fra ham mens har grædt, så hellere siddet og grædt sammen med ham, men er det mon det rigtige?

Magnus sover nu. Jeg er træt og jeg er ærgerlig over at det endnu en gang ikke lykkedes mig at putte min søn med hygge, en sang og et kys. Jeg trøster mig med at nussede ham indtil han overgav sig og faldt i søvn og håber inderligt at han vågner og er glad imorgen og har glemt alt om hvor ked af det han var til aften.

Det er fredag aften og Troels og jeg skulle have haft en lækker middag sammen, den blev dog erstattet af at spise på skift. Jeg vil “dulme” humøret og trøstespise noget slik i armene på den mand jeg elsker mest.

Gode råd om søvn og ikke mindst søvn uden gråd modtages med kyshånd. Så længe det ikke indebærer at lade min søn ligge og græde alene, for det kan jeg simpelthen ikke.

2 Comments

Leave a Comment