Kronisk hovedpine – min største hæmsko

Kronisk hovedpine. Det lyder super træls. Det er super træls. Den er der når jeg vågner, når jeg ligger mig til at sove, når jeg griner, når jeg græder – hele tiden!

Jeg skrev igår om at vælge karrieren fra og vælge min familie og mig selv til. Det var mest en overordnet fortælling om de seneste fem år og hvilken konsekvens mit cykelstyrt har haft på mit liv. Ikke så meget om hvordan det er at leve hver dag med ondt i hovedet. Det har jeg besluttet at skrive om her. Ikke for at få medlidenhed, men for at fortælle at man godt kan have et dejligt liv selvom hovedet driller. Det er en stor del af mit liv og hverdag uagtet om jeg vil det eller ej.

Nogle dage tager jeg mig selv i at dele mit liv op i to; før hovedpinen og efter hovedpinen. Jeg kunne bedst lide mit helbred før hovedpinen (no shit, Sherlock!), men jeg kan faktisk bedst lide indholdet i mit liv efter. Underligt.

Inden mit cykelstyrt kørte jeg altid på fuld speed, jeg skulle nå så meget som muligt og være med til alt ting. Det var derfor rigtig svært for mig at acceptere at det ikke længere var muligt efter mit styrt. Det var svært at være ung og hæmmet af hovedpine. Jeg kunne ikke gå i byen fordi støjen gav mig migræne, jeg kunne ikke tage min kandidat og jeg har meldt afbud til alt for mange arrangementer fordi jeg lå med migræne.

Jeg har rigtig mange gange i løbet af de sidste 5 år følt mig som en dårlig kæreste, en dårlig veninde, en dårlig søster og datter. Alt for mange gange har jeg været fraværende og ligget i min seng istedet for at være der for dem jeg holder af. Og jeg har ikke kunne gøre en skid ved det. Det har været pisse uretfærdigt!

I perioder har jeg grædt mere end jeg ønsker for min værste fjende. Jeg har ikke kunne forstå hvorfor det skulle ramme mig. Hvorfor jeg skulle opgive en drøm om en karriere inden jeg var startet. Hvorfor jeg skulle frygte om jeg ville kunne holde til at blive Mor. Det sidste har været værst. Jeg har sågar sagt til Troels det var okay han gik hvis jeg ikke kunne give ham et barn, men jeg mente det slet ikke! Han har været – og er stadigvæk – min største støtte, min bedste terapi og humørspreder! Gud hvor jeg elsker den mand.

Da vi ønskede at få en baby, stoppede jeg alt behandling. Jeg har nogle dage ligget krøllet sammen og grædt af smerter, men jeg nægtede at risikerer at skade et muligt barn med medicin. Det har været benhårdt, men når jeg kigger på Magnus har det været det hele værd.

På trods af de nedture jeg har haft og de utallige skuffelser jeg har fået rent behandlingsmæssigt, har jeg alligevel alt jeg drømmer om: en fantastisk mand der friede til mig efter mit cykelstyrt, verdens dejligste søn, en familie der støtter mig altid og et job jeg glæder mig til at vende tilbage til efter barsel. Så det hele er jo ikke sort. Jeg har masser af lykke i mit liv og jeg er blevet bedre til at se positivt og fremhæve det gode som årene er gået.

Jeg kommer aldrig til fuldt at accepterer et liv med kronisk hovedpine, men jeg har med tiden lært at fokuserer mere på det positive i mit liv og glæde mig over de gode dage. Jeg er fast besluttet på at være den bedste version af mig og være den bedste mor og hustru.

Tusinde tak til min familie og venner for jeres forståelse og støtte igennem det hele. Det giver ekstra styrke og lysten til at kæmpe 🙂

Håber at andre i samme situation har et netværk til at støtte og hjælpe. Og jeg sender en masse virtuelle kram jeres vej.

5 Comments

Leave a Comment