Hvad fa’en er meningen #5

family-photoVi starter hvor de forrige indlæg sluttede: Da ønsket om at blive forældre begynder at trække mere og mere i Troels og jeg, gør vi os store overvejelser i forhold til min hovedpine (dem vil jeg komme mere ind på i sidste indlæg i denne “serie”). Valget stod mellem at være “Hustru, Mor og Rikke” eller “Karrierekvinden”. Jeg har valgt det første. Mit liv er for kort til at have en karriere uden en familie bag mig. Men hvem ved, måske jeg en dag finder kuren mod hovedpinen, og ellers bliver Magnus stor en dag og jeg kan fordybe mig i et job hvis det er min drivkraft.

Jeg er nået til den sidste del i mine tanker omkring meningen med mit liv. Jeg har skrevet fire andre indlæg i “serien” om de overskrifter jeg ikke valgte for mit liv.

Den overskrift jeg ønsker, håber og tror vil forblive er: At blive en god Mor og forblive en god hustru!
…og her jeg nu – håber jeg (!) men det er noget jeg arbejder med og på hver dag, nøjagtig som jeg ville have gjort med de andre overskifter der var inde og vende.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at være mor og hustru? Det er noget jeg altid har drømt om siden jeg var lille. Jeg kommer selv fra et hjem hvor mor og far er gift og jeg altid har boet sammen med min lillebror. En kernefamilie. Sådan husker jeg det og det har jeg altid ønsket selv at skabe. Da Troels og jeg blev kærester mærkede jeg for første gang ægte kærlighed helt inde i maven, knoglerne og hjertet. Jeg har aldrig tvivlet på at jeg vil dele resten af mit liv med ham fordi han er som han er: et unikum (som hans farmor siger).

Jeg er egentlig et meget selvstændigt menneske og har enormt svært ved at overlade (store) beslutninger til andre og jeg er egentlig heller ikke særlig socialt anlagt. Men når det kommer til kærlighed så er jeg all-in. Jeg syntes det er fantastisk at dele mit liv med Troels – både det gode og det dårlige. Og jeg syntes det er helt vildt fantastisk at have skabt et lille menneske der er halvdelen af ham og halvdelen af mig – det er i min verden det største man kan her i livet.

Som tidligere skrevet, gjorde Troels og jeg os nogle store overvejelser om at få Magnus. Troels har altid elsket børn og de har altid elsket ham. Og på trods af jeg aldrig har haft den samme legende tilgang til andres børn som Troels, har jeg altid vidst at jeg ville elske at få mit eget barn. Men den kroniske hovedpine jeg døjer med og uklare svar fra Glostrup Hovedpinecenter, gjorde at det tog os en rum tid at beslutte om vi “turde” få et barn. Hvad nu hvis jeg ikke kunne hive overskuddet frem? Det ville knuse mig fuldstændig og mine altid høje krav til mig selv og måske i sidste ende koste vores ægteskab. Og helt ærligt så er Troels’ og mit forhold så umådelig vigtigt for mig at jeg var bange for at sætte det over styr.

Efter store overvejelser, mange snakke og en føling helt inde i hjertet besluttede vi os for ét barn. Selvom samfundets, familien og venners forventning er minimum to børn er vi meget enige om at hellere ét barn der får alt den nødvendige opmærksomhed, kærlighed og et ægteskab i balance fremfor to børn der får korthuset til at vælte. Men hvem ved, måske vi på et senere tidspunkt beslutter at to børn er det rigtige for os. For nu nyder vi Magnus og hinanden.

Så indtil nu føler jeg, at jeg lykkedes meget godt med at være en god mor og hustru. Dog fylder mor-rollen allermest lige nu og jeg håber at det med tiden kan blive en mere ligelig fordeling så vores ægteskab kan forblive stærkt, kærligt og legende.

0 Comments

Leave a Comment