Er jeg gravid? og vil min krop være med?

Som tidligere skrevet, blev jeg ikke gravid sådan lige med det samme. Jeg var sikker på jeg var det nogle gange (nok mest fordi jeg virkelig ønskede at være det), men de tests jeg tog fortalte noget andet. Knap et år efter pillerne blev smidt tog vi til lægen og blev “sendt videre i systemet”.

Jeg fik taget de første blodprøver og så stod min krop stille. Efter nogle uger tog jeg en test og holdt vejret… Den var negativ?! Jeg blev helt ærligt pisse skuffet! Jeg ventede yderligere en uge uden der skete noget.

Onsdag den 30. juli skulle vi til stranden med en kammerat, men inden vi tog afsted smuttede jeg lige ud og tog en test, nu var der for pokker snart gået seks uger. Og der stod jeg så, men tårer i øjnene, sommerfugle i maven og en positiv test! Jeg skyndte mig ud til Troels med testen og spurgte om han ville være Far til vores barn, han kvitterede med et “JA! Men tis lige på én mere” – men jeg kunne ikke tisse mere og vores kammerat var netop kørt ind i indkørslen. Vi blev enige om at de kørte i forvejen og jeg blev hjemme til jeg kunne tisse igen. Næste test var ligeså positiv som den første og jeg kørte med verdens største smil og “Lukas Graham – Mama Said” i radioen mod stranden. Da jeg kom derned mødte Troels’ spændte øjne mine og vores blikke var nok til at han vidste han skulle være far. Resten af dagen på stranden er sløret, jeg så kun baby for mine øjne.

Jeg var knap 8 uger henne før jeg begyndte at kaste op, hele tiden – som i hele tiden! Jeg var ikke i stand til at arbejde og min vægt var for lav. Jeg havde mange bekymringer for barnet i min mave – var der noget at vokse af når jeg hele tiden kastede op og var så tynd? Jeg fortsatte med at kaste op de næste mange uger. Selvom det var mega hårdt, var jeg mest af alt bare lykkelig – mit ønskebarn voksede i maven på mig.

På trods af mit hyperemises voksede baby og vores nakkefoldsscanning gik godt. Dagen efter havde vi samlet vores familie og løftede sløret for hvad der rumsterede i min krop. De blev ellevilde, lykkelige og lettede over at en baby lavede postyret og ikke min hovedpine (som nødløgnen var gået på). Den dag var der dobbelt-glæde, min svoger og svigerinde fortalte at de ventede deres nummer to og vi havde termin med fem dages mellemrum.

Da jeg var cirka 30 uger henne sagde min mavefornemmelse at han ikke voksede som han skulle og det skulle vise sig at holde stik. Jeg kom til scanning og samtale med en læge. Troels var på skiferie, så tog min sygeplerske-veninde med som støtte. Heldigvis var han et par uger senere udenfor “gråzonen”. Herefter havde jeg det godt! Min hovedpine forsvandt som dug fra solen, min vægt sad kun på maven og jeg syntes det var fantastisk at mærke min baby sparke rundt.

Et par uger før min termin, begyndte Troels at skyde efter mig (med hånd-pistol). Baby stod så dybt at jeg gik som en cowboy og han legede derfor Indianer & Cowboy med mig – han syntes det var mere sjovt end jeg…

Den 1. april kom – min terminsdato… Ingen baby… Min tålmodighed forsvandt! Den 7. april tog jeg til undersøgelse på sygehuset, Troels blev sendt hjem efter tasker og autostol. De tog mit vand, 5 minutter senere kom de første veer og 7 timer senere kom verdens smukkeste lille dreng til verden!

Ligeså hård jeg syntes min graviditet var, ligeså fantastisk var fødslen. Min jordmoder var nærværende og gjorde alle de rigtige ting – STORT tak til alle de jordmødre der giver tryghed!

 

1 Comments

Leave a Comment