Er jeg en dårlig mor…?

bad-momJeg vil vove den påstand at størstedelen af nybagte mødre på et tidspunkt stopper op og tænker “er jeg en god mor”? Og det er vel meget normalt når man står der med et lille nyt liv i sin varetægt og ikke har prøvet det før.

I den modsatte ende stod jeg. Ikke fordi jeg tænkte “jeg er verdens bedste mor”, men fordi den tanke der ofte slog mig i den spæde start var “er jeg en Dårlig mor?”, og det er en streng tanke at gå med. Ikke desto mindre var der en lille del af mig der drog den konklusion fordi jeg ikke kunne trøste mit barn.

De første fjorten dage var Magnus super nem! Han græd ikke rigtig, alle kunne holde ham og han var generelt bare rigtig godt tilfreds, men så… Da han var omkring tre uger gammel begyndte han at skrige og skrige og skrige. Intet jeg gjorde fik ham til at stoppe – hvad fanden gjorde jeg forkert?! Var jeg sådan en dårlig mor at min baby ikke kunne lide mig?

I tre uger gik jeg og tvivlede på mine egenskaber som mor. Og vi prøvede alt; supplere amning med flaske for at se om han var sulten, gik lange ture med barnevognen, lod ham sove i vores arme og intet hjalp. Da han var seks uger var vi på Pinsetur med hele Troels’ familie. Det var den dag jeg brød sammen. Jeg kunne ganske enkelt ikke rumme Magnus’ gråd og jeg blev flov over ikke at kunne trøste ham, især når der var så mange omkring mig (hvad måtte de ikke tænke?!)

Pludselig nævnte flere og flere; jeg tror han har kolik, en tanke jeg ikke selv havde i hovedet da min læge to gange havde sagt han nok var sulten og skulle have mere flaske end brystmælk. Dagen efter kontaktede jeg en zoneterapeut og startede til behandling med Magnus, og selv samme dag begyndte jeg langsomt (meget langsomt) at acceptere, at uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke trøste mit barn fra kolik.

Det var hammer hårdt at have et barn der græd i flere timer hver eneste evige dag. Jeg nød ikke min barsel og tog ingen steder, fordi jeg syntes det var flovt når han skreg og var trøstesløs i offentligheden. Folk vidste jo ikke det var kolik og jeg følte deres blikke var dømmende.

Jeg læste idag en artikel omhandlende det at have et kolik barn. Jeg er ikke enig i hele artiklens indhold, men den fik følelserne frem igen. Følelsen af ikke at slå til, at være lidt skuffet over egne evner (eller mangel på samme) og at være mere end almindelig lykkelig for at have et stærkt parforhold og en mand der tog så meget barsel som muligt så jeg ikke stod alene med det.

I den tid kolikken stod på følte jeg mig magtesløs og syntes det var unfair at mit barn skulle have så ondt hver eneste dag. Og selvom naboerne tilbød at tage ham et par timer, kunne jeg slet ikke bære tanken om at han ikke var hos os når han var så ked af det og havde så ondt.

Da Magnus blev omkring de tre måneder forsvandt kolikken næsten ligeså pludseligt som den startede. Jeg mindes at min gru for gråden startede ved middagstid hvor det plejede at starte, men gråden udeblev. Pludselig var der RO. Jeg kunne begynde at lære mit barn at kende og kunne begynde at tyde hans gråd og få flere smil frem. Det var også her mit overskud stille vendte tilbage og jeg begyndte at nyde min barsel.

Noget af det der gav mig en smule mod var min læge og sundhedsplejerske der fortalte hvor flot jeg klarede det og at jeg havde mere overskud end man kunne forvente. Om det var små hvide løgne ved jeg ikke, men det gav mig et lille løft.

Indlægget er skrevet med hjertebanken og tårer i øjnene. Følelserne sidder stadig så dybt i mig og jeg kan mærke at de vil gøre det længe. Jeg er typen der planlægger og skal have styr på alt og det her tog mig med bukserne nede og væltede mig fuldstændig bagover. Min trang til at gøre alt perfekt kunne ikke opfyldes og mit barn var dybt ulykkelig.

Puha, det lettede mit hjerte og hvis andre står midt i det: jeg lover det går over og det er helt almindeligt at føle sig magtesløs og opgivende. Men jeg lover også der er så meget godt i vente!

2 Comments

Leave a Comment